Oplev flotte biler og traktorer på det årlige veteran- og kræmmermarked
TRANUM: Endnu engang pudser man træskoene og gør klar til det årlige Veteran- og Kræmmermarked i Øster Han Herreds Egnssamling den 29. og 30. juni. Det sker ved museet i Tranum.
- Hvis du kan lide flotte biler og seje traktorer samt spændende udstillere både ude og inde, så kom og besøg veteran- og kræmmermarkedet. Du kan måske også finde lige det, du står og mangler blandt kræmmervarerne til billige penge, skriver foreningen i en omtale.
Hele huset er åbent, så der er også god mulighed for at se Egnssamlingens store udstilling og de flittige damer i de gamle stuer med deres håndarbejde, som de gerne lærer fra sig.
Der vil begge dage være mulighed for at købe lidt mad og drikke på pladsen.
Der er åbent begge dage fra kl. 10-16.