Ny gangbro skal åbne Vejlerne for alle - også børnene

24. december 2018 kl. 11.51

Vejlerne har i løbet 2018 fået en hel ny gangbro vest rundt om Vejlerne. Den er lavet af Thomas Søe, indehaver af Amtoft Tømrerforretning, der har løst opgaven til ug.

Vejlerne er ejet af Aage V. Jensens Naturfond, som arbejder for at skabe den bedste forhold for naturen i det smukke område - og det ser ud til at virke, Vejlerne trækker fugle til i hobetal. Selv nu, hvor julen står for døren, kan man få unikke naturoplevelser i området og i løbet 2018 er mulighederne blevet endnu større.

Fonden har nemlig anlagt en ny gangbro, som giver de mange fugleinteresserede gæster endnu bedre udsigtsforhold over det naturskønne område.

Det er den lokale håndværker, Thomas Søe, der har anlagt broen. Et arbejde, der både har krævet eftertænksom overvejelse og vilje til at springe i vandet iført waders, når det var nødvendigt.

At anlægge en gangbro midt i et vådområde er ikke bare noget, man gør uden videre, fortæller Thomas Søe, der er gået til opgaven med krum hals - for det er ikke hver dag, man får en så unik opgave tilbudt.

- Det har været sjovt at være med til, fortæller Thomas Søe, der samtidig skulle sikre sig, at den nye gangbro var identisk med den gamle i udtryk og materialer - ikke mindst fordi opgaven også indebar, at den vestvendte gangbro skulle udbygges.

I alt 350 meter gangbro er det blevet til på østsiden - en opgave, der på utrolig mange måder har været spændende at få lov til at udføre, fortæller Thomas Søe.

- Den ene bro lavede vi i vand, fortæller Thomas Søe, der havde specialmaskiner til rådighed for at kunne mase træpælene ned i sandbunden - og alt arbejde blev foretaget, så reservatets dyreliv blev forstyrret mindst muligt.

Mens arbejdet var i gang, oplevede Thomas Søe samtidig også, hvor vigtig gangbroen og muligheden for at betragte dyrelivet er for de gæster, der besøger Vejlerne.

- Det har ind i mellem været sådan, at nogle af fuglekiggerne har stået og trippet for at få lov til at gå ud på gangbroen. Vi var nødt til at spærre af, så de ikke gik ud, før den var helt klar, fortæller Thomas Søe, der glæder sig til at fortsætte arbejdet igen til næste år.

For selvom gangbroerne ganske vist står færdige, så mangler prikken over i’et - en hytte, hvor de omkring 150.000 fugleentusiaster, der hvert år besøger Vejlerne, kan betragte de smukke fugle i deres naturlige miljø uden at skulle bekymre sig synderligt om vejr og vind.

Når forholdene er de helt rette, er der endnu flere, der får øjnene op for de fantastiske muligheder, naturen gemmer på, fortæller naturfondens daglig leder af reservatet, Niels Dahlin Lisborg.

For ham - og fonden - er det klare mål at skabe de perfekte betingelser for dyrelivet i Vejlerne. Men når det er på plads, er målet også at give endnu flere den gave at opleve naturen på nærmeste hold. Gerne børnene og børnefamilierne, fortæller Niels Dahlin Lisborg, der allerede nu planlægger et tættere samarbejde med folkeskolerne i lokalområdet.

- Børn i dag tilbringer ikke lige så meget tid i naturen som i vores bedsteforældres tid, påpeger han - der er ganske enkelt alt for mange muligheder og konkurrencen med iPhones og tablets er benhård.

- Men det, jeg oplever, er, at børn og unge synes, det er super spændende at være ude i naturen, fortæller Niels Dahlin Lisborg, som af og til har børn med ud i den forunderlige verden i rørskoven, hvor dyrene gemmer sig og ind i mellem kommer med sjove lyde.

Vandriksen siger sjove griselyde, mens blåhalsen, som er beslægtet med nattergalen, også kan høres i Vejlerne, hvor skestorken og sølvhejren også holder til. Håbet er, at de nye forhold kommer til at betyde, at endnu flere børn kommer ud i naturen ved Vejlerne. Samtidig sættes den gamle mølle også i stand nu, så det kan blive et sted, hvor man fremover kan samle skolebørn og andre, der kommer for at blive klogere på naturen.

Niels Dahlin Lisborg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den nye gangbro og det kommende udsigtstårn bliver yndede udflugtsmål.

Renoveringen af møllen er i gang netop nu, hvor man for nylig tog de gamle vinger af, mens arbejdet med at skabe det nye udsigtstårn i Vejlerne går i gang til foråret, hvor Thomas Søe og hans svend nok igen må en tur i vandet iført waders.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste