Billede beskrivelse

Saltum får nyt fitnesscenter: Her er åbningsdatoen

Formanden i Saltum IF håber, at det ikke kun er de lokale, der vil benytte sig af det splinternye fitnesscenter

18. marts 2022 kl. 07.30
Opdateret kl. 08.24

SALTUM: Det er ikke længere til at se, at der plejede at ligge en bank på Tinghøjgade i Saltum.

Skriveborde og kontorstole har for længst forladt den gamle Sparekassen Vendsyssel, som flyttede ud af bygningen tilbage i oktober. Torsdag blev lokalet i stedet fyldt med løbebånd, håndvægte og andet træningsudstyr i forbindelse med etableringen af et nyt fitnesscenter.

I løbet af ugen er der blevet arbejdet med de sidste småting som eksempelvis maling, lister og rengøring - "finish", som formanden i Saltum IF, Mark Holm Larsen, kalder det.

- Det er blevet mega fedt, fortæller han om byens nye træningssted, som han forventer åbner lørdag 26. marts.

Flere frivillige har hjulpet til med renoveringen af lokalerne, men derudover har idrætsforeningen også betalt sig til professionel hjælp fra håndværkere.

- Vi var enige om, at det ikke skulle blive et fitnesscenter, vi bare satte ind i den gamle Sparekassen, og så sige, at det var det. Så vi har brugt meget tid, og det er et projekt, der er kommet op i 700.000 kroner. De er forholdsvis stort for vores forening, fortæller Mark Holm Larsen.

Pengene har klubben skaffet ved at søge om fonde, og desuden har kommunen også støttet projektet økonomisk.

Billede beskrivelse

Ideen om et fitnesscenter centralt i Saltum er blevet taget godt imod hos byens borgere.

- Det lyder til, at der er utroligt mange, også folk som normalt ikke kommer i idrætsforeningen, der har lyst til at bruge det.

- Og så håber vi at komme til at ramme de turister, der kommer til sommer, hvor der måske normalt ikke er så mange, der træner. Vi håber på at kunne tilbyde dagsbilletter til folk i sommerhusområdet, for det ligger jo centralt i byen.

Fitnesscenteret kan tilbyde brugerne af centeret de fleste klassiske styrketræningsmaskiner.

- Og frivægte, cykel og løbebånd. Det, som vi ikke har, er holdtræning, siger Mark Holm Larsen.

Centeret bliver uden fast bemanding, men en lokal fysioterapeut og frivillige med træningserfaring kommer jævnligt til at være i centeret for at hjælpe med at besvare de spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med træning.

Det er planen, at centerets åbningstider skal hedde klokken 05.00-22.00, men det kommer an på efterspørgslen.

Et abonnement med fri træning kommer til at koste 149 kroner om måneden.

Åbningen af fitnesscenteret vil blive markeret, men helt præcist hvordan, ved formanden ikke endnu.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste