Norske familier elsker byen: - Det er bestemt ikke sidste gang, vi kommer her
Tidligere var det meget billigt for nordmænd at besøge Danmark. Nu er det blevet lidt dyrere, men det holder nu ikke de norske turister væk fra Han Herred.
- Nu er det næsten lige så dyrt for os som hjemme i Norge. Men det holder os nu ikke tilbage. Vi skal på ferie i Danmark hvert år, lyder det fra to familier fra Haugesund, som første gang besøger Han Herred.
- Det er en del af de norske menneskerettigheder, at vi skal på sommerferie i Danmark, lyder det fra Stein Erik Vangberg med et grin.
Koseligt land
- Vi er i Danmark hver sommer – og det kan prisen ikke ændre på. Denmark er et ”koseligt” land med korte afstande, venlige mennesker og fredeligt uden kriminalitet. Så det er et lille paradis for os, som vi ikke vil undvære, siger Stein Erik Vangberg.
Sammen med en anden familie fra Haugesund har de lejet et sommerhus i Kollerup.
- Det er første, men bestemt ikke sidste gang, vi besøger Nordjylland. Vi har skiftet Legoland ud med Fårup sommerland, kan man sige – og det fortryder vi ikke, siger Stein Erik Vangberg med særlig henvisning til familiernes fem børn, som nyder hver eneste dag med leg omkring sommerhuset, når de ikke lige er på udflugt til Fårup Sommerland.
Korte afstande
- Vesterhavet er så fantastisk – og kun fem kilometer væk. Og sådan er det overalt. Korte afstande. Det er noget, vi kan lide, for i Norge ligger alting en hel dags kørsel væk.
- Vi er ude at spise næsten hver aften. For selv om det er blevet dyrere for nordmænd, kan Danmark sagtens være med. En halvtredser for en fadøl er jo nærmest latterligt billigt.
- Alle nordmænd er glade for pizza, så også på madsiden er Danmark et paradis. Der er jo et pizzaria på hvert eneste gadehjørne.
- Vi kommer helt sikkert igen næste år, lyder det fra de to Haugesund-familier, mens de venter på pizzaen hos Fjerritslev Pizza & Kebabhouse i Søndergade – sammen med alle de andre norske familier, som havde fundet vej til Fjerritslev fredag aften.