Både 30. og 31. juli kan 500 mennesker samles til stående koncerter i skoven nord for dyreskuepladsen. Arkivfoto: Peter Broen
Det sker

Musikken kommer også til Fjerritslev denne sommer

Både 30. og 31. juli vil skoven, nord for dyreskuepladsen, blive centrum for musik og festligheder

07. juni 2021 kl. 10:46

FJERRITSLEV: VesterhavsRock udskydes, ligesom så mange andre af årets musikfestivaler, til sommeren 2022.

Det har fået den utålmodige bestyrelses for den årlige musikfest til at tænke ud af boksen, for musik og feststemning, det hører sommeren til. Derfor kan folkene bag VesterhavsRock i år præsentere to dage med musik og hygge i skoven.

Både 30. og 31. juli vil skoven, nord for dyreskuepladsen, blive centrum for musik og festligheder. ”I skovens dybe… powered by Vesterhavsrock” hedder arrangementet, som forventes at foregå fra kl. 14.00 indtil midnat begge dage. ”I skovens dybe…” forventes at blive uden megen stillero. I stedet skal der skrues op for musik og godt humør.

- Vi håber at gennemføre arrangementerne med fuld gas, fortæller Søren Mortensen, formand for VesterhavsRocks bestyrelse. Det er vel og mærke stadig under overholdelse af restriktionerne. Derfor vil der kun blive solgt 500 billetter pr. dag, og så vil dyreskuepladsen blive taget i brug, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi har valgt at afholde to arrangementer for at give så mange som muligt en fed koncertoplevelse denne sommer, forklarer Søren Mortensen.

”I skovens dybe…” foregår uafhængigt af VesterhavsRock, og skal man have billetter til årets arrangement, råder Søren Mortensen til, at man er hurtigt ude. Billetsalget forventes at åbne omkring 20. juni, men man bør holde sig opdateret på VesterhavsRocks Facebookside.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu