
Lukas inviterer til påskebrunch i skoven
Hvis du er på udkig efter en anderledes påskefrokost, er der rig mulighed for dette. 2. april er det muligt at få påskebrunch i Blokhus Klitplantage
Mad over bål er andet end den store sorte spejdergryde med cocktailpølser og bacon. Det fastslår Lukas Wolff, der er indehaver af virksomheden "Rundt om Bålet".
Han er oprindeligt uddannet kok og har arbejdet på velrenommerede spisesteder, har læst oplevelsesøkonomi, og desuden har han en stor interesse i at bruge naturen.
Det er baggrunden for, at han i juni sidste år åbnede sin virksomhed, der har base i Brønderslev.
- Når man er indenfor kokkefaget og nærmer sig de 30 år, begynder man at kigge sig om efter nødudgangen. Jeg var endnu ikke brændt ud og elsker stadig at lave mad, men jeg var også bevidst om, at der skulle ske noget andet, siger Lukas Wolff.
Han gennemførte derfor en uddannelse som serviceøkonom på UCN i Aalborg, og her stiftede han bekendtskab med oplevelsesindustrien.
Under sin uddannelse var han i et forløb på Naturkraft i Ringkøbing, som er en attraktion, der beskæftiger sig med den vestjyske natur.
Efter endt uddannelse blev Lukas Wolff ansat i "Kornets Hus" i Hjørring, hvor han var køkkenleder og desuden tog del skoletjenesten, rundvisninger og afholdt bage-workshops.
Efter omkring halvandet år besluttede han sig for at forsøge sig som iværksætter.
- Jeg havde simpelthen for megen rumsteren i maven til, at jeg kunne lade det ligge, og jeg startede egen virksomhed, fortæller han, og ad den vej gjorde han sin hobby til en levevej, siger Lukas Wolff.
- Jeg elsker at lave mad af gode råvarer, og jeg elsker at opholde mig i naturen. Og i dag afholder jeg forskellige arrangementer med udgangspunkt i naturen, og viser gæsterne, hvordan man kan bruge naturen i forhold til at lave velsmagende mad over bål.
Han har allerede afholdt adskillige bålarrangementer og har senest indgået aftaler med blandt andet VisitNordvestkysten og Destination Nord, hvor han skal afholde arrangementer i lighed med det, der finder sted 2. april i Blokhus Klitplantage.
Her vil han sammen med deltagerne tilberede en brunchmenu, og undervejs vil han guide deltagerne og fortælle om bålteknikker og tilberedningsmetoder.
- Når vi har tilberedt menuen, ender det ud i en langbordsbrunch, hvor vi sidder og hygger os sammen, og der plejer at være en rigtig god stemning, siger Lukas Wolff.