Livet her

Kunstudstilling i Ingstrup blev rost for fine rammer

AKVAREL: Novemberkunst bød på udstilling for 28. gang

23. november 2018 kl. 10:09

Kunstforeningen Hvetbo afholdt udstillingen Novemberkunst for 28. gang den anden weekend i november. De 23 udstillere spredte sig over alskens kunstretninger i Ingstrup Efterskoles lokaler.

Udstillingens åbningstaler - arkitekt, akvarelmaler og udstiller Jørgen Ussing - roste de smukke lokaler, kunstnernes alsidighed og nysgerrighed, udstillingens mangfoldighed samt kunstforeningens ihærdighed. Han påpegede også den betydning, det har, at der skabes disse lokale udstillinger, der giver kunstnere mulighed for at mødes.

Der var i år stor bredde i udstillingen med maleri i mange stilarter, fotokunst, tegning, akvarel, keramik, glaskunst, smykkekunst og skulpturer i bronze, ler og træ, samt havekunst i jern. Blandt kunstnerne var der både nye og gengangere.

Udover de etablerede og anerkendte kunstnere, havde kunstforeningen igen i år indbudt to unge kunstnerspirer, som viste deres værker i ”Spirekassen”, for på den måde kunne høste erfaring og få en snak med andre udstillere, samt besøgende. ”Spirekassen” er et tiltag, som Kunstforeningen gerne ser som en blivende tradition for unge med lyst og mod på at vise deres talenter frem.

Udstillingen var velbesøgt og der var blandt udstillerne stor tilfredshed med udstillingens besøg og salg. Kunstforeningen går efter, at der skal være et vist niveau, men også at det skal være hyggeligt for de besøgende og at der skal være tid til en snak med kunstnerne, der så vidt muligt prøvede at være til stede.

Annonceret indhold

Nyeste