Årets påskefestival i Blokhus er lige om hjørnet. Foto: Erhvervsforeningen Destination Blokhus
Det sker

Klar til påskefestival i Blokhus med 36 forskellige aktiviteter

20. marts 2021 kl. 11:00

Påskefestival i Blokhus står snart for døren, og den byder på 36 kreative og sjove oplevelser for hele familien.

Det oplyser sekretariatet for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som har sat programmet sammen, i en pressemeddelelse, hvor de opfordrer folk til at komme til Blokhus i påsken.

- Her venter hyggelige, sjove og kreative oplevelser for hele familien, og der er højt til himlen og god afstand, skriver de.

Blandt meget andet byder påsken i Blokhus på ”Den Store Påskeægsjagt”, hvor 100 nummererede pastelæg gemmes på offentlige arealer i Blokhus, Hune og ved Gatewaypladsen. Her kan man få en oplevelse i naturen.

- Selv om der er noget, vi ikke kan og må i disse tider, så er der heldigvis stadig mange muligheder for sjove og hyggelige aktiviteter i Blokhus. Der er nemlig tænkt kreativt og ud

af boksen for at sikre, at de mange gæster i påsken stadig kan blive budt velkommen med masser af skægge oplevelser, oplyser Jannie Ratke, der er eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Der bliver også en kyllingejagt, hvor man efter mørkets frembrud kan finde lommelygten frem og følge små reflekskyllinger rundt i byen på en ca. to kilometer lang rute. På vejen skal der løses små

opgaver. Der er også mulighed for at følge udklækning af ægte påskeæg. I vinduet hos Kalstrup Livsstilhus står en rugemaskine, hvor man kan følge udklækningen af små påskekyllinger.

De morgenfriske kan starte dagen med en opfriskende dukkert i det brusende Vesterhav efterfulgt af en tur i saunahytten.

I forbindelse med Blokhus Påskefestival har Fodslaw Jammerbugt afmærket en særlig køn rute på seks kilometer. Ruten starter bag Hune Kirke.

29. og 31. marts vil der være mulighed for at spille lasergame i skoven bag Nols Sø.

- Det er en sjov aktivitet for både børn og voksne, eller hvad med at suse afsted på en MTB sammen med de erfarne ryttere fra Saltum Trim eller prøve kræfter med en segway på Blokhus Torv?, spørger Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Hele påsken vil der også være mulighed for at se det store hvalskelet fra Blokhus Hvalen, der strandende på Blokhus Strand i 2016. Hvalguider står klar til at invitere med ind i hvalens mave hver dag i tidsrummet kl. 13-15 på Blokhus Torv.

2. og 3. april kan man tage på ravjagt med Badass Biology med UV-lamper.

- Det lilla lys hjælper med at finde de fineste ravklumper i sandet. Badass Biology inviterer også på krible krable skovtur med lup og insektglas, hvor der dykkes ned i skovens forunderlige univers. Det sker 3. og 4. april.

Der er også kreative udfordringer i programmet. Her kan man blandt andet finde flotte sten på stranden og dekorere dem med et smukt motiv eller citat.

- Byt derefter til en anden smuk sten i stenkisten på Blokhus Torv.

Der er byvandring med turguide Birgit Christensen 30. marts. Dagen efter er det Egnssamlingen Saltum, der inviterer på historisk vandring, mens der 2. og 4. april er påskevandring med picnic fra Strandhotellet Blokhus.

Påskefestivallen finder sted fra 27. marts til 5. april.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu