På søndag den 27. november tændes det store juletræ på Torvet i Aabybro.
Det sker

Juletræstænding på Torvet: Julemusik og besøg af julemanden

23. november 2022 kl. 06:03

Ingen jul i Aabybro uden besøg af Julemanden. På søndag d. 27. november lægger den populære herre vejen forbi Torvet, hvor såvel Aabybro Handels- og Erhvervsforening som den lokale borgerforening er vært ved festivitas. 

Anledningen er, at det store juletræ på pladsen skal tændes. I den forbindelse er alle inviteret med til en hyggelig stund i midtbyen. 

- Vi håber på stort fremmøde, siger formanden for Aabybro Handels- og Erhvervsforening, Thomas Sørensen. 

- Det plejer at være et trækplaster for ikke mindst byens børnefamilier. Og så er det jo den dag, hvor vi for alvor skyder julen i gang i Aabybro. Mon ikke mange også i år vælger at lægge vejen forbi Torvet, lyder det fra formanden.

Juletræet tændes kl. 16.00, hvilket naturligvis sker med assistance fra Julemanden. Han ankommer angiveligt til Torvet via en brandbil. Ligeledes dukker såvel Aabybro Musikforenings Harmonikaorkester som Aabybro Viseklub op til seancen. De supplerer med velkendte julemelodier på en eftermiddag, hvor der også er gratis slikposer til børnene. De voksne trakteres med gløgg og småkager.

Annonceret indhold

Nyeste