Signe Tølbøll Fischer i anlægget, hvor Aabybro Teater- & Kulturforening vil opføre Robin Hood i begyndelsen af juni næste år. Hvis foreningen kan finde skuespillere nok. Arkivfoto: Bitten Holmsgaard
Det sker

Jagter skuespillere: Kom og hjælp Robin Hood i gang

12. december 2021 kl. 08:00
Signe Tølbøll Fischer i anlægget, hvor Aabybro Teater- & Kulturforening vil opføre Robin Hood i begyndelsen af juni næste år. Hvis foreningen kan finde skuespillere nok. Arkivfoto: Bitten Holmsgaard
Aabybro Teater- & Kulturforening har lavet en plakat for at fange interessen hos aabyborgere, som har en skuespiller gemt i maven. Foto: Bitten Holmsgaard

Unge og voksne i Aabybro med en skuespiller gemt i maven er lige nu endnu mere eftersøgte, end Robin Hood var af sheriffen af Nottingham. Aabybro Teater- & Kulturforening har sat den helt store jagt ind på medvirkende til deres første friluftsforestilling, Robin Hood, der har premiere i begyndelsen af juni næste år.

- Men lige nu har vi kun to tilmeldte, som er børn begge to, fortæller Signe Tølbøll Fischer, der er formand for Aabybro Teater- & Kulturforening.

Foreningen vil gerne have fat i mindst 10 unge og voksne mænd og kvinder og allerhelst mere end 12.

- Det er simpelthen lidt nervepirrende. Vi håber meget, at der melder sig nogen og melder sig nok. Fordi man kan sige, at uden skuespillere ingen forestilling, Så ja, det er vildt spændende, siger Signe Tølbøll Fischer.

Alle, som melder sig, bliver indkaldt til audition søndag den 9. januar. Det eneste kriterium for at melde sig er, at man har lyst og mod til at stå på en scene.

- Og det er jo fantastisk, hvis man har spillet skuespil før. Men det er ikke et krav, understreger formanden.

Hvad sker der, hvis I ikke får nok tilmeldte?

- Så kan vi jo ikke spille.

I gang med Plan B

Når nu aabyboerne ikke har haft travlt med at melde sig til audition, er Aabybro Teater- & Kulturforening gået i gang med plan B.

- Vi har jo prikket lidt til nogen. I dag har jeg for eksempel mødt en, jeg tænker, han er en oplagt Broder Tuck. Så der har jeg selvfølgelig prøvet at plante den idé i hans hoved. Og vi har en, som vi håber, skal spille sheriffen, fortæller Signe Tølbøll Fischer og fortsætter:

- Og ellers så har jeg rakt ud til det netværk, jeg har af folk, som arbejder i Aalborg, som arbejder med unge, der spiller teater, i håbet om, at der så kan komme nogen dér. Men vi håber jo, at interessen kan blive så stor, at de unge mennesker her fra kommunen også har lyst til at melde sig på banen til at spille teater.

Fristen for at tilmelde sig audition til sommerens Robin Hood-forestilling er den 20. december.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu