Mogelfoto: Henrik Bo
Det sker

Hovedvej spærres: - Vi skal øve os i at redde liv

Trafikanter skal være opmærksomme på spærring onsdag 8. juni

03. juni 2022 kl. 13:50

BJERGET: Det kommer til at lyde og se voldsomt ud, når udrykningskøretøjer rykker ud for fuld blæs onsdag 8. juni. Det er dog kun en øvelse - til gengæld en større en af slagsen, som gør det nødvendigt at spærre en hovedvej.

Det er Gammel Aalborgvej, rute 569 mellem Bjerget og Vust. Det er dér, hvor Thisted og Jammerbugt kommuner mødes.

Nordjyllands Politi gør opmærksom på, at hovedvejen spærres cirka mellem klokken 18 og 20.45. Trafikanter skal også være opmærksomme på, at der gøres forberedelser til øvelsen allerede fra klokken 16, hvilket forventes at give langsommere passage, reguleret trafik og dermed risiko for kø.

Politiet melder ud med spærringen allerede nu, så trafikanterne kan tage højde for det og planlægge deres rute. Tungere trafik anbefales at følge rute 29 - Aalborgvej - mens øvelsen står på. Personbiler kan vælge at passere via Fjordvej/Lundfjordvej syd for Lund Fjord.

Øvelsen involverer både politi og beredskab:

- Øvelsen omhandler blandt andet et større færdselsuheld og kræver en del koordinering mellem de involverede aktører. Det fiktive færdselsuheld vil være meget synligt, og det vil politiets køretøjer af naturlige årsager jo også være. Men man kan altså være rolig; der er blot tale om en øvelse, fortæller vicepolitiinspektør Lasse Kragh, leder af vagtcentral og borgerservice hos Nordjyllands Politi.

Han beklager de gener, øvelsen måtte medføre for trafikanter i området:

- Vi håber på, at vi kan afhjælpe trafikale udfordringer mest muligt ved at varsle øvelsen nu her. Og så håber vi selvfølgelig også på forståelse for, at vi har brug for at træne for at holde os skarpe i at redde liv og håndtere virkelige færdselsuheld bedst muligt, siger Lasse Kragh.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu