Henriette og Ditte styrker hukommelsen
Fjerritslev Gymnastikforeninger er indgået i samarbejde med fysioterapeuten Ditte Svendsen fra Jammerbugt Fysioterapi og Jammerbugt Kommune om et nyt tilbud, der er målrettet mennesker, som har svært ved at huske.
- Vi ønsker vi at bidrage til, at så mange mennesker som muligt kan være fysisk aktive, siger næstformand i Fjerritslev Gymnastikforening Henriette Viborg.
- Derfor er det helt naturligt, at vi netop har indledt et samarbejde med Jammerbugt Kommune om demensvenlig træning, som netop henvender sig til mennesker, som har lyst til at være aktive og få sved på panden, selvom de er udfordret på hukommelsen.
Motion styrker hukommelsen
- Forskning viser, at det at være aktiv også styrker hukommelsen blandt mange andre gode ting. Men vi ønsker også at bidrage til de gode fællesskaber, og at folk ikke isoleres. Dette er særdeles oppe i tiden, hvor mange er blevet mere isoleret på grund af corona - ikke mindst borgere med demens. Derfor sluttes træningen af med kaffe og hygge netop for at styrke det sociale og fællesskabet.
- Vi har i samarbejdet med Fjerritslev Fysioterapi og yogacenter fundet kompetent træner, fysioterapeut Ditte Svendsen, som har stort kendskab til demenssygdomme og træning. Vi byder på gymnastik i 45 minutter. Holdet er for både for borgere med demens og deres pårørende/ledsagere. Udover træneren deltager også demenskoordinator Anne Marie Benk fra Jammerbugt Kommune, som hjælper med alt det praktiske og også hjælper med øvelserne.
Gymnastikforeningens nye hold begynder torsdag d. 12. januar kl. 10.30 i Kultur/Seniorcenteret i Fjerritslev.