Henriette åbner ny butik med lokale godbidder
- Vi vil gerne slå et slag for lokale lækkerier, så nu åbner vi en lille butik, hvor vi vil sælge marmelade, saft, sennep og andre delikatesser produceret her på egnen.
Det forklarer Henriette Lønstrup, der nu i 20 år har drevet Henriettes Planteskole på Slusevej nær Aabybro.
- Vi har i forvejen en butik, hvor vi sælger krukker og haveredskaber, så de lokale godbidder bliver et supplement til de øvrige produkter.
- Butikken med godbidderne bliver indrettet i den gamle hestestald. Jeg er i gang med indretningen sammen med min søster. Vi har travlt, men vi skal nok blive klar til åbningen den 5. juni, hvor vi byder på smagsprøver mellem kl. 13 og 16.

Stort udflugtsmål
Henriettes Planteskole har eksisteret i 20 år og tilbyder alt til havefolket. Planteskolen er et yndet udflugtsmål for mange, som holder af at gå rundt i den smukke have og måske få en kop kaffe i det store drivhus.
- Som så mange andre var vi ramt af coronaen, men de to stille år har vi så udnyttet til at give de fem hektar have, udstillingen, butikken og drivhusene en ordentlig overhaling – og blandt andet også indrettet en lille cafe i et af drivhusene.
Henriette Lønstrup tilbyder også hjælp til havedesign.
- Jeg har ikke en egentlig uddannelse, men masser af erfaring – og jeg er den type, der altid er fuld af gode ideer. Mine erfaringer stammer fra Anne Justs have, hvor jeg var ansat indtil jeg begyndte for mig selv.
Familiekollektiv
Henriette Lønstrup driver i dag planteskolen i samarbejde med sin søster Birgitte Smed Scheil og deres ægtefæller.
- Det er sådan et lille familiekollektiv, hvor vi altid har gang i noget nyt. Mændene har hænderne skruet rigtigt på, så der er sjældent langt fra tanke til handling.
Det ses tydeligt i blandt andet cafeen, hvor køkkenregionen er indrettet i en gammel jernbanevogn, som står midt i drivhuset.
- Vi har faktisk gode faciliteter i dag også til større arrangementer. Drivhuset er et godt sted til for eksempel receptioner, for her er vejret altid godt – også selv om vi er i det blæsende Nordjylland, forklarer Henriette Lønstrup.