Gratis selvforsvarskursus på Kvindernes Kampdag
PANDRUP: Med det tragiske mord på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn i Aalborg i grufuld erindring, inviterer Jetsmark Judoklub alle kvinder til et gratis kursus i selvforsvar på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.
Kurset skal på halvanden time udstyre kvinderne med en værktøjskasse, der indeholder slag, spark, frigørelsesteknikker og nyttige tips.
- Det er jo utrygge tider, og det har det jo desværre været i mange år for piger og kvinder. Hvis de kan lære bare fem teknikker, så kan de være med til at gøre en forskel for sig selv, siger Arne Nøhr, der cheftræner eller sensei, som det hedder på japansk, i Jetsmark Judoklub.
Selvom halvanden time kan virke som kort tid, er det nok til at få nogle enkle selvforsvarsteknikker til at sidde på rygraden.
- Det bliver nogle simple men effektive teknikker. Noget som næsten enhver kan håndtere. Sådan nogle små teknikker, som man måske ikke lige tænker over, men når man først har set dem og prøvet dem, så er det faktisk nemt, siger Arne Nøhr.
Kursist fik brug for selvforsvar
Jetsmark Judoklub har kørt gratis selvforsvarskursus på Kvindernes Internationale Kampdag i mange år. Men de seneste to år har det været aflyst på grund af pandemien. Cheftræneren har eksempler på tidligere elever, som desværre fik brug for det, de havde lært.
- Der var én, som blev overfaldet ude i Kildeparken, men det fortrød den pågældende overfaldsmand. Det var godt nok en syv-otte år siden, hun havde været til kurset i selvforsvar, men det sad alligevel i rygraden. Det endte derfor med, at han røg rundt, og hun slap heldigvis væk, siger Arne Nøhr.
Kurset foregår tirsdag 8. marts klokken 18.30. Det er gratis at deltage for alle piger og kvinder over 12 år, men tilmelding er nødvendig.
Det kan man gøre ved at skrive til Jetsmark Judoklub via Messenger. Kurset giver samtidig adgang til en måneds gratis træning i judoklubben.