Frustrationer: Kæmpesommerhuse til debat
Grundejerforening holder borgermøde for at diskutere store sommerhuse, lokalplaner og trafik
Blokhus & Omegns Grundejerforening inviterer alle interesserede til et borgermøde tirsdag 29. marts kl. 17 til 19 på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.
- Vi vil gerne imødekomme de mange henvendelser og opfordringer, som vi har fået, om at få belyst blandt andet administrationen af lokalplaner samt belyst de mange dispensationer, der giver frustrationer, oplyser Jens Saabo, formand for Blokhus & Omegns Grundejerforening, i en pressemeddelelse.
Mødet indledes med en præsentation af den nye formand for teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard, samt næstformand Lisbet Emmery, ligesom teknisk forvaltning vil være repræsenteret med teamleder for planafdelingen, Kell Agerbo, i spidsen.
Desuden vil dagsordenen omfatte kæmpe sommerhuse samt evt. placering af disse og en gennemgang af, hvad en bebyggelsesprocent omfatter.
- Vores hovedsigte er, at vi gerne vil bevare områdets karakteristik som sommerhusområde, siger Jens Saabo.
For høj hastighed og behovet for trafikdæmpende foranstaltninger på Aalborgvej gennem Blokhus ned mod stranden er også et punkt sammen med for høj hastighed på de små veje i Kryle Klit.
Endelig vil der blive alt om vej-ret, herunder forskel på ret og pligt ved privat fællesvej og offentlig vej.
Grundejerforeningen understreger, at mødet er gratis og for alle. Der serveres kaffe og småkager, og der er ingen tilmelding.