Den nye sti går gennem naturskønt område syd for Saltum by.
Det sker

Frivillige har etableret en ny smuk sti - nu inviterer de til indvielse

04. maj 2023 kl. 07:35
Opdateret kl. 08:36

"Dalsporet" er navnet på en nye sti, som indvies Kristi Himmelfartsdag. Stien, der er et nyt spor til Saltumstien, går gennem Saltum Bjerge - "Dalene".

Saltumsti-gruppen består af frivillige fra området, og de har gravet spor, sat afmærkninger op og i det hele taget sikret, at stien er klar til brug. 

Det nye spor, der snor sig over bakke og dal, langs mose, gennem skov og i markskel gennem noget af Danmarks flotteste natur, har kun været muligt at etablere, fordi det er lykkedes at lave frivillige aftaler med velvillige lodsejere og dyreholdere. 

Stien var reelt med i den oprindelige plan for Saltumstien men på grund af tidspres, er det først lykkedes nu at komme i mål. 

Det skyldes ikke mindst en ihærdig indsats fra de lokale, der havde et inderligt ønske om at at vise den unikke natur syd for Saltum frem.

Det er ikke røverne fra Kardemommeby, der er på tur men tre af de mange frivillige, der har bidraget til etableringen af det nye spor.

18. maj inviterer de flittige frivillige og SPOR (red., vandrestier, der er skabt i samarbejde mellem private lodsejere og frivillige kræfter) til indvielse af stien - det sker klokken 10-12.

Her vil der være tale ved Merete Fuglsang, som er medlem af Saltumsti-gruppen og desuden medlem af kommunalbestyrelsen for Lokallisten. Desuden vil der blive serveret kaffe, mens børnene kan bage snobrød. Dagen er samtidig en god anledning til at gå hele Saltumstien, som er omkring 6 kilometer eller blot opleve det nye spor, der er omkring en kilometer.

Ifølge Saltumsti-gruppen er mødestedet på Højensgaardsvej, og der opfordres til parkering på Håndværkervej. 

Merete Fuglsang har været med i det praktiske arbejdet bag stien, og ved indvielsen holder hun tale.
Annonceret indhold

Nyeste