For første gang: Juletræsfest i Fjerritslev
Nu skal Fjerritslev have en byens egen juletræsfest. Det mener et samråd af fem idrætsforeninger, som er gået sammen om en stor juletræsfest i Idrætscenter Jammerbugt søndag den 10. december kl. 14 – 16.
- Andre byer har en juletræsfest. Sådan en skal vi selvfølgelig også have i Fjerritslev, siger Inge Bak Nielsen, der er tovholder på det store arrangement.
- Festen begynder kl. 14, hvor julemanden ankommer til idrætscenteret. Han har godteposer med til alle børnene. Når træet så er tændt, skal vi alle synge og danse om træet.
- Bagefter bliver gymnastik-redskaberne stillet frem, så børnene kan røre sig lidt og tumle, som de nu har lyst til, mens de voksne hygger sig. Der bliver også saftevand til børnene, og til de voksne er der kaffe og kage.
En ny tradition
Det bliver første gang, at der er juletræsfest i Fjerritslev, men Inge Bak Nielsen håber, at man får startet en tradition.
- Det handler om at skabe glæde og livskvalitet i byen – og det tror vi, at juletræsfesten kan bidrage til. Det er ikke noget, vi skal tjene penge på. Glæden ved at skabe nye aktiviteter i byen er vores drivkraft.
Det er gratis for børn at deltage i juletræsfesten, mens de voksne skal betale 20 kroner for at tage del i festlighederne.
Bag juletræsfesten i Fjerritslev står foreningerne FF Håndbold, Fjerritslev Svømmeklub, Fjerritslev Badmintonklub, Fjerritslev Gymnastikforening og FF Fodbold.