Billede beskrivelse

Fisk, fadøl og familiehygge i strandkanten

01. september 2024 kl. 06.02
Opdateret 02. september 2024 kl. 08.17

THORUPSTRAND: Der er lagt op til et beach-party af de helt store, når der er Kutterfestival i Thorup Strand den 7. september. Festivalen foregår på stranden omkring Thorupstrand Fiskehus og Haw-Kiosken.

Kutterfestivalen er efterhånden en god, gammel tradition og byder ifølge arrangørerne både på et stærkt musikprogram og et vanvittigt sjovt børneprogram alt sammen krydret med sand mellem tæerne, kolde fadøl/drinks og lækre vesterhavsspecialiteter.

Festlighederne begynder klokken 11 med lokalt råvaremarked, børnestafet, rundvisninger med røverhistorier fra fiskeriet og Sofies Store Fiskeshow, der byder på "spræt en fisk op", så man kan lære en masse om fisk og havet.

Billede beskrivelse

Lækker mad fra havet

Thorupstrand Fiskehus, Thorupstrand Røgeri og Haw’Kiosken byder på lækker mad fra havet – og så kan man slå sig ned og få slukket tørsten i Strandbaren Revlen, der har åbent hele dagen og står klar med kolde fadøl, drinks samt ginbar ved Tranum Mølle Destilleri.

Musikprogrammet byder på koncerter klokken 13: Wafande i børnehøjde, klokken 16:30: Mumle og klokken 19:00: Kalaset. 

Hvis man vil være sikker på at kunne sidde ned i løbet af koncerterne, så er det en god ide selv at medbringe campingstol eller et tæppe at sidde på, da der ikke vil være siddepladser til alle.

Det hele er arrangeret af VisitNordvestkysten, Destination Slettestrand/Svinkløv-Thorupstrand og Thorupstrand Fiskehus – og det er gratis at være med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste