Festligheder på Gjøl: Tilflyttere får varm velkomst til torvemarked
Så er der snart marked på Gjøl igen.
Det sker, når det traditionsrige og meget tilbagevendende Torvemarked løber af stablen på lørdag 3. juni fra kl. 11-15.
Det er Dagli`Brugsen og Gjøl Borger- og Erhvervsforening (GBE), der står for den praktiske afvikling af arrangementet. Men der samarbejdes også med de andre butikker på torvet: Klinik Solsikken, Troldemuseet og GjølGaver.
Tilflyttere bydes velkommen
I lighed med tidligere år har man søgt om at måtte afspærre torvet mens arrangementet afholdes, og der sættes skilte op herom på strategiske steder i byen.
Det giver plads og frirum til at hygge sig, lege, og opsætte markedsboder, uden hele tiden at holde øje med trafikken, står der i omtalen.
På Torvet bliver der musikalsk underholdning ved Claus Asbjørn fra Hune.
Der er hoppeborg til børnene. Kl. 12 kan der købes helstegt gris.
Sædvanen tro bydes der klokken 13, velkommen til nye tilflyttere, som er kommet til byen i det år, der er gået siden sidste Torvemarked.
- I år har vi 19 familier (måske 20) på listen. Alle får en flot mulepose med gaver og informationer fra byens handlende og foreninger, skriver arrangørerne.