Familieaften for alle i Kino
Søndag den 24. marts arrangerer Fjerritslev Kino en Familie hyggeeftermiddag med film, popcorn, pizza.
I Fjerritslev Kino håber de frivillige, at hele familier møder op, så alle aldersklasser er repræsenteret med både børn og forældre, bedsteforældre, søskende og onkler og tanter, der sammen mødes for at se en god film, spis aftensmaden sammen bagefter og på hyggelig vis slutter ugen af i fællesskab.
I år byder Fjerritslev Kino på en islandsk animationsfilm, ”Pjuske flyver fra reden”. Hos Fjerritslev Kino glæder man sig over at kunne spærre øjnene op og i fulde drag nyde, når skandinaverne byder ind over for storebror Disney. I denne film er der både den tilforladelige uskyld, der retter sig mod børnene, samt den mere kantede alvor til de voksne.
Der er nuttede karakterer og spænding over, om Pjuske når at finde Paradisdalen og sin familie, der efterlod ham, fordi han ikke kunne flyve endnu, samt rørende scener, når han på sin lange rejse møder nye venner.
Der er gratis popcorn til filmen og efter filmen er der fællesspisning. Menuen er pizza, gulerødder og vand i kander. Der er mulighed for at tilkøbe sodavand og andet.
Arrangementet slutter, når fællesspisningen er afsluttet.