Fællesskab skal kickstarte helårsturisme langs Vestkysten
Fællesskabet slår alt. Sådan lyder Destination Nordvestkystens slogan. Og der er i den grad opbakning til fællesskabet, da destinationen mandag eftermiddag holder kick off-arrangement for 200 deltagere fra turistbranchen i Jammerbugt, Hjørring, Thisted, Lemvig og Holstebro kommuner.
- Det, vi oplever i vores område, er et historisk potentiale for at skabe en turisme, vi kan leve af og leve med hele året rundt. Men det kræver, at vi er fælles om det på tværs af offentlige instanser, erhvervsaktører og borgerne i vores samfund. Og den rejse starter vi med det her kick off, hvor vi har inviteret politikere, kommunale folk og erhvervsaktører til en snak om, hvordan vi fælles løfter den her opgave, fortæller Peter Krusborg, direktør i Destination Nordvestkysten.
Destination Nordvestkysten blev oprettet for to år siden, da de fem kommuner gik sammen om at lave et fælles destinationsselskab, der dækker 250 kilometer vestkyst fra Tversted i nord til Thorsminde i syd. Selskabet skal udvikle turismen og markedsføre området over for potentielle gæster i Danmark og på nærmarkederne Tyskland, Norge, Sverige og Holland. Det ene af Destination Nordvestkystens to kontorer ligger i Aabybro.
Mange deltagere fra Jammerbugt
En af de erhvervsaktører, som er mødt op til kick off på Hotel Limfjorden i Thisted, er Inge Vestergaard, som ejer Blokhus By Camping og Blokhus Natur Camping sammen med sin mand.
- Det er vi, fordi vi altid bakker op, når der sker noget samlet i turismen og vi selvfølgelig har tid. Vi elsker, når vi om vinteren har god tid til at komme ud og netværke. Det har vi ikke tid til om sommeren, når det hele brager derudaf. Allerede da det hed VækstJammerbugt var vi rigtig meget involverede og fik hjælp og sparring. Det gør vi jo også ved destinationen nu. Så selvfølgelig bakker vi op, når de inviterer, siger hun.
Inge Vestergaard er en af mange deltagere fra turismeerhvervet i Jammerbugt Kommune, som ifølge kommunen selv er Nordjyllands førende turistområde med 1,8 millioner overnatninger i 2021. Turismen skaber langt over 3.000 job i kommunen.
Vild og voldsom vinter kan noget
Ejeren af de to campingpladser ved Jammerbugten bakker Peter Krusborg op, når det gælder troen på, at turisterne også gider komme på besøg, når vejret byder på blæst, byger og bidende kulde.
- Jeg tror, især danskerne i de sidste to år har opdaget, at Danmark kan rigtig meget, også når det er koldt. Og at man faktisk godt kan få tøj, så man kan holde varmen. Plus at naturen er jo stadigvæk vild og voldsom. Fantastisk. Den er smuk, når der er forår. Den er vidunderlig, når der er efterår med alle de skønne farver. Det er dejligt, når man vil bade om sommeren. Men vinterstormene kan bare noget, og det kan vi jo se, at folk gerne vil. Og det håber jeg, at vi i Jammerbugt kan få fortalt godt nok, siger Inge Vestergaard og fortsætter:
- Der er jo ingen tvivl om, at når jeg lægger billeder på Facebook og på Instagram og Pinterest fra mine vinterture, så har jeg meget bevågenhed på det, og det håber jeg, at Jammerbugten kan få bredt ud til både hoteller, sommerhuse og forhåbentlig kan vi som campingplads også være med.
Destination Nordvestkystens kick off-arrangement er det første af sin slags. Men det er planen, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.