Billede beskrivelse

Du kan komme helt tæt på: Nu bliver de fantastiske sandskulpturer til

13. april 2022 kl. 11.08
Opdateret kl. 13.25

Det begynder med store blokke af sand. Men over knap to uger forvandler de tunge firkanter sig til de mest fantastiske figurer, der relaterer sig til det overordnede tema: Fra istid til nutid.

Det handler naturligvis om Blokhus Sandskulptur Festival, som har en historie, der rækker helt tilbage til 2013. Og som har givet tusindvis af besøgende en stor oplevelse.

I år begynder arbejdet 19. april, når nogle af verdens førerende kunstnere inden for genren kaster sig ud i arbejdet med at forme de 10 tons tunge sandskulpturer.

Nok er det imponerende at se de endelige resultater, men selve processen, hvor kunstnerne lægger ud med stregtegninger for så stille og roligt at forme deres figurer, er en spændende proces at følge. Og tilskuerne er velkomne til at se til fra nærmeste hold, mens der arbejdes - og det sker frem til søndag 1. maj, når udstillingen officielt åbner.

Det tager sandkunstnere ca. 100 arbejdstimer at lave skulpturerne. Så er 25 tons sand formet til en skulptur på fire meter. Sandet, der er brugt til skulpturerne kan ikke genbruges, og ved næste års sandskulpturfestival hentes der nyt sand hjem fra Ølstrup Grusgrav ved Ringkøbing, hvor sandet har den rette farve og kornstørrelse.

April er kendt for sit skiftende vejrlig. Dog kan skulpturerne godt holde til kombinationer af sol, lettere regn og lettere blæst - men frostvejr, haglbyger og længerevarende hård regn eller stormvejr medfører uoprettelige skader.

Omkostningerne for at få lavet 10 store sandskulpturer er på knap 800.000 kr. - det dækker udgifterne til køb af sand, transport til Blokhus, opbygning af sandet og betaling til arbejdsmænd samt betaling af rejse- og opholdsudgifter og honorarer til de udførende sandkunstnere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste