Kunstneren Danny Heinricht fejrer fem år som galleriejer med udstillingen Trold er fri, hvor han og 18 andre kunstnere fabulerer over troldeuniverset. <i>Foto: Jesper Hansen</i>
Det sker

Danny slipper troldene fri på Gjøl

18. september 2022 kl. 13:27

GJØL: Siger man Gjøl, siger man trold. Det ved kunstneren og galleriejeren Danny Heinricht bedre end de fleste. Heinricht åbnede for fem år siden galleriet Kunstlade Gjøl og markerer femårs-fødselsdagen med en udstilling, som han kalder ”Trold er fri”.

På udstillingen, der åbner 1. oktober, deltager 19 kunstnere inklusive Heinricht selv.

- Kunstnerne, der kommer fra hele landet, begyndte for måneder siden at skabe kunstværker til udstillingen. Temaet Gjøl-trolde passer rigtig fint ind i galleriets profil og byens historik, og med vores beliggenhed var det jo helt oplagt at lave en troldeudstilling, siger Danny Heinricht.

- Der er ikke kun tale om Gjøl-trolde på udstillingen, for jeg vil ikke binde kunstnerne for meget. Oplægget er derfor både den verdenskendte Gjøl-trold samt trolde i bredere forstand.

Danny Heinricht åbnede Kunstlade Gjøl for fem år siden på Limfjordsgade på Gjøl. <i>Foto: Jesper Hansen</i>

Morgentroldedamer

- Jeg tør godt love, at der bliver overraskende fortolkninger af Gjøl-trolden. Selv deltager jeg blandt andet med et maleri af en Gjøl-trold med Dali-overskæg. Der skal nok også blive trukket på smilebåndet, når billedhuggeren Helle Rask Crawford præsenterer sin bronzeskulptur Morgentroldedamer, hvor en lysten Gjøl-trold klapper en afklædt dame i numsen.

- Men der bliver også Gjøl-trolde, som vi kender dem. Et særligt scoop på udstillingen bliver nogle originale tegninger af Gjøl troldenes ophavsmand Thomas Dam. Tegningerne er udlånt af hans datter Lajla Dam og har aldrig været udstillet før.

Danny Heinrich, der er uddannet reklametegner, har gjort kunsten til sit levebrød – dels som udøvende kunstner med surrealistiske billeder i Dali-stil, dels som galleriejer, hvor han har vist, at Gjøl faktisk er meget andet end den berømte trold.

- Jeg har altid haft kunsten i mig. Det er det, jeg vil – og med tiden er det også lykkedes at leve af det. Det har jeg nu gjort i en årrække, men i nogle år var jeg nødt til at supplere indtægterne med arbejde som blandt andet rengøringskone og pædagog-vikar.

Danny Heinricht er født i Danmark og opvokset i Tyskland. Han kom i lære som tapettegner i Hamburg og blev senere uddannet reklametegner i Danmark. Efter en årrække i den grafiske branche i Aalborg og København blev Danny Heinricht illustrator, hvorefter han tog springet som kunstner. Danny Heinricht har boet på Gjøl siden 1999. Han er gift og har en voksen datter.

Udstillingen ”Trold er fri” i Kunstlade Gjøl varer hele oktober. Der er fernisering lørdag 1. oktober kl. 13-17.

Annonceret indhold

Nyeste