Lokal turistattraktion lukket på ubestemt tid
ØLAND: Turister, der ønsker at besøge Oxholm mølle på Øland, må nøjes med et kig på afstand bag et stort hegn, for der i øjeblikket adgang forbudt.
Det er Jammerbugt kommune, der har opsat afspærringerne.
Det er sket, fordi der er konstateret råd i møllevingerne – og det derfor er forbundet med stor fare at komme nær den smukke mølle, der er Ølands vartegn.
Ærgerlig lokalhistoriker
Møllen ejes af Jammerbugt Kommune, men det er Lokalhistorisk Sognegruppe Øland, der passer møllen til daglig, og her er formand Anne-Dorthe Mortensen Naturligvis godt ærgerlig over lukningen.
- Det er da træls, men det er godt, at der hurtigt er blevet taget hånd om problemet, siger Anne-Dorthe Mortensen.
- Det giver mig håb om, at skaderne hurtigt bliver udbedret, så vi kan åbne møllen igen. Det er en stor turistattraktion, som i den forgangne sommer har haft flere hundrede besøgende. Flest fra Danmark, men også fra lande som Tyskland og Belgien.
- Vi er meget stolte af møllen, så jeg krydser fingre for, at vi kan holde åbent næste sommer – akkurat som vi plejer.
I Jammerbugt kommune har man endnu ikke et overblik over skadernes omfang.
- Det er kommunens eneste mølle, og da det er en speciel konstruktion, så har man i kommunen ikke interne kræfter, som kan kigge på den, siger Kit Kirstine Madsen fra bygningsservice i Jammerbugt kommune til TV2Nord.
- Vi har svært ved at vurdere omfanget af økonomien lige nu, men det er vores hensigt at få den repareret, fortæller hun.
Ølands vartegn
Oxholm Mølle stammer blev opført i 1867. Den brændte i 2004, men blev genopført af frivillige fra Øland og kunne åbne igen ved en stor folkefest i maj 2008. Møllen er en tro kopi af den oprindelige mølle, men er ikke længere funktionsdygtig.
Møllerummet rummer i dag en udstilling om mølledriften på egnen og mange effekter fra den første mølle.
Lokalhistorisk Sognegruppe Øland holder normalt Oxholm Mølle åben for turister et par dage hver uge i sommerperioden.