Danmarkspremiere i Fjerritslev: Henrik debuterer som filmproducent
Fredag den 3. november byder Fjerritslev Kino på intet mindre end en Danmarks-premiere. Det er film-dramaet Hav, der handler om livet blandt fiskerne i Thorup.
Filmen er skrevet og produceret af den skuespilleruddannede Henrik Sand, der bor i Fjerritslev. Han spiller også hovedrollen i filmen, der er hans debut som manuskriptforfatter og producer – to roller han aldrig havde forestillet set sig selv i.
- Jeg har brændt for at blive skuespiller, men aldrig forestillet mig andet. Men sådan er det altså gået, konstaterer den 44-årige Henrik Sand. Men ideen til filmen lå faktisk lige til højrebenet.
Opvokset ved æ haw
- Jeg er opvokset ved Thorup Strand, min far var fisker og jeg har både været med på havet og også været den, der rensede fiskene bag efter. Det har været en god opvækst i et spændende miljø, som jeg gerne vil skildre – og da der ikke var andre, der havde lyst, var jeg nødt til at tage sagen i egen hånd.
Henrik Sand er oprindelig uddannet smed, men har helt fra han var ung gået med en drøm om at blive skuespiller. Henrik Sand blev i 2019 uddannet filmskuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Forinden havde han gennemført en ni måneders uddannelse hos en privat filmskole i Aarhus.
- Man kan ikke leve af at være filmskuespiller i Fjerritslev, så jeg arbejder som brovagt i hos Vejdirektoratet i Aalborg. Det er lange vagter, men til gengæld har jeg mange fridage, som jeg så kan bruge til skuespilleriet, fortæller Henrik Sand.
Mød hele holdet
Til premieren den 3. november er hele holdet bag filmen inviteret i Fjerritslev Kino.
Den nye film er en kortfilm på 35 minutter med en lang række professionelle og amatørskuespillere – og den er produceret med et stort filmhold – akkurat som spillefilm i fuld længde.
- Efter filmen vil der være rig mulighed for at spørge om alt vedrørende filmens tilblivelse, da vi har inviteret både instruktør, producer, klipper, soundtrackansvarlig, lydmand samt flere skuespillere, der stiller op til spørgsmål, fortæller Susanne Falk og Jytte Kjeldahl fra frivilliggruppen i Fjerritslev Kino.