
Camilla og Maria fra Halvrimmen laver 80’er-party for børnene
Når ØHIK Håndbold lørdag aften slår dørene op for sæsonens sidste alkoholfrie diskotek for børn mellem 3. og 7. klasse i ØAH-Hallen, skal den have en ekstra skalle.
Det mener arrangørerne, Camilla og Maria Bendsen, der derfor inviterer til 80’er-bal i Halvrimmen lørdag aften den 11. marts.
Mange konkurrencer
- Det bliver et brag af en fest, så vi opfordrer de unge til at møde op udklædt i enten disko eller 80'er style – og så kårer vi de fedeste udklædninger i løbet af aftenen, lover de to.
Men konkurrencen om den fedeste udklædning bliver bestemt ikke den eneste konkurrence på aftenen.
- Vi holder selvfølgelig også de skønne konkurrencer, som børnene hver eneste gang elsker at deltage i. Og så har vi også bestilt en selfie-box hjem, så børnene kan tage de fedeste billeder festen igennem.
Gammel tradition
De alkoholfrie fester for børnene er en gammel tradition i ØAH-Hallen.
- Jeg ved ikke, hvornår det begyndte, men det fandtes også i min barndom, siger Maria Bendsen.
- Det handler om, at børn skal have det sjovt i trygge rammer – og det sørger vi for sammen med en masse frivillige hjælpere fra håndbold-afdelingen i idrætsklubben. Når forældrene afleverer børnene kl. 19 og frem til vi slutter kl. 22. slipper vi ikke børnene af syne – og det er derfor et meget trygt arrangement.
ØHIK Håndbold arrangerer hvert år fem til seks alkoholfrie arrangementer for de helt unge. Hver gang med op til 200 deltagere.
- Det er lidt af en institution på egnen. Så vi stopper naturligvis ikke, selv om 80’er-festen bliver sæsonens sidste. Vi er klar igen til efteråret, lover Maria Bendsen.