Billede beskrivelse

Busplaner ryster lokalsamfund

01. november 2024 kl. 14.01

THORUP/KLIM: Region Nordjylland og NT’s planer om at reducere antallet af busser vest for Fjerritslev ryster borgerne i Thorup, Klim og Thorupstrand, der risikerer at blive afskåret for kollektiv trafik om aftenen og i weekenderne. Forslaget er netop nu i høring.

- I Thorup-Klim-Thorup Strand området er vi meget betænkelige over Region Nordjylland og NT’s planer om at beskære rute 70, så alle aftenafgange på hverdage og alle weekendafgange vest for Fjerritslev forsvinder til næste efterår, siger Henrik Agesen, der er i spidsen for en borgergruppe, der skal mobilisere borgerne til en protest.

- Arbejdsgruppen har indkaldt til et borgermøde den 5. november kl. 19.30 i V. Thorup Forsamlingshus. Her kan borgerne høre mere om planerne – og så vil arbejdsgruppen hjælpe alle med at skrive et høringssvar, så vi får flest mulige høringssvar fra lokalområdet.

- Vi forstår ganske enkelt ikke planerne, der vil gøre det svært at bo i området – og vil ødelægge meget af vores rige foreningsliv. Det hænger slet ikke sammen med kommunens landdistriktspolitik.

Strider mod den grønne udvikling

- De fleste er enige om, at den kollektive trafik er et vigtigt element i den fremtidige grønne og mere klimavenlige udvikling. Hvis alle i fællesskab i fremtiden skal medvirke til omstillingen til anvendelse af mere kollektiv trafik, duer det jo ikke at nedlægge busforbindelserne i landdistrikterne, hvor der er længst til butikker og offentlige institutioner. Endnu flere familier og unge bliver afhængige af at investere i flere biler for at få hverdagen til at fungere.

- Hvorfor skal de små lokalsamfund betale så høj en pris for, at andre passagerer kan få mange flere daglige afgange og spare nogle få minutter på at komme til de større byer som Aalborg og Thisted, spørger Henrik Agesen.

- Det er i øvrigt ikke et problem alene her i Jammerbugt kommune. Det bliver tillige et kæmpe problem for lokalområderne Lild Strand, Frøstrup, Tømmerby, Vesløs og Østerild.

- Jeg håber på et stort fremmøde til borgermødet den 5. november. Vi skal vise, at vi står sammen – og at vi er stærke sammen. Så alle skal være med til at sende høringssvar, der protesterer mod ændringerne, siger Henrik Agesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste