Frederik Carnhead byder på tapas-to-go og Brovst Handelsforenings formand Bo Kølby Nielsen lover, at butikkerne bugner af gode tilbud, når årets første open by night finder sted i Brovst den 24. juni. Foto: Jesper Hansen
Det sker

Brovst er klar til Open by Night

20. juni 2022 kl. 11:25

- Der bliver noget for enhver smag – uanset om man er til hotdogs eller gourmet-mad, når vi holder årets første open by night-arrangement i Brovst, siger Bo Kølby Nielsen, der er formand for Brovst Handelsforening, der står bag det store arrangement, hvor de handlende i Brovst inviterer til en sjov aften, hvor butikkerne bugner af gode tilbud og gratis underholdning.

Tilbuddene er meget alsidige. Carnheds Corner byder på tapas-to-go, Spar tænder op i grillen, der er pølsevogn og cafeen sælger øl, vand og slushice. Så der er i hvert fald ingen grund til at gå tørstig eller sulten i seng fredag aften den 24. juni, siger formanden.

Tapas to go

- Det er første gang vi deltager, så vi har sammensat en lækker tapas-to-go menu, der byder på lækkerier som kylling, skinke, røget laks og røget makrel, ost og chokoladedessert – alt sammen pakket i en lille kasse, så man kan tage det med hjem, fortæller Frederik Carnhed fra byens nye gourmet-restaurant.

På underholdningsfronten lægger vi ud med trylleshow med Migu. Så bliver der også opvisning med Han Herred Square- og Linedance – og som prikken over i’et byder vi på koncert med Ib Grønbech og Container-kvartetten. Og for alle bliver der naturligvis også mulighed for en tur med Brovst Fut – Brovst Handelsforenings eget tog.

- Det bliver helt sikkert en hyggelig aften, hvor Brovst viser sig fra sin bedste side her midt i den lyse sommertid. Alle byens handlende bakker op om arrangementet – og de stiller med masser af gode tilbud, så open by night bliver en stor prisfest, tør jeg godt love, siger Bo Kølby Nielsen.

- Vi holder åbent til kl. 21 – og vi er sikre på, at vejret bliver fint, så det bliver en stor oplevelse, hvor folk både kan mødes, hygge og snakke, få en tår øl og gøre en god handel.

Annonceret indhold

Nyeste