Britt og Jesper er igen klar: Her er der kølige drinks, god mad og musik
BLOKHUS: Selv om sommeren 2023 blev en blæsende, kold og våd omgang, afholder det ikke ægteparret Britt og Jesper Ziwes fra igen at afholde Street Food Blokhus.
- Vi havde mange dage med regn og blæst, men alligevel oplevede vi stor opbakning til markedet, og derfor har vi besluttet at gentage det i år, fortæller Britt Ziwes, der ejer tøj- og interiørbutikken Laden, mens ægtemanden Jesper Ziwes driver Ziwes Eye-Catching Branding.
- Folk var utrolig glade for konceptet, og flere har efterspurgt, om det vender tilbage. Vi fornemmer, at gæsterne er glade for de afslappende rammer, hvor der er plads til, at børnene kan lege, man kan have sin hund med, og man kan komme, som man er.
I denne uge bliver det grønne areal ved Laden omdannet til en hyggelig oase med plads til livemusik og DJ, et loungeområde, siddepladser, toiletfaciliteter og naturligvis et udvalg af madvogne.
- Vi åbner Street Food Blokhus officielt 1. juli, hvor der vil være band, bar og fire forskellige madoplevelser. Men vi lægger allerede ud i den kommende weekend med to vogne, hvor man kan købe mad, siger Britt Ziwes.
Som udgangspunkt vil der være livemusik mandag og fredag, og med mulighed for flere dage, hvis vejrguderne viser sig fra sin nådige side i år, og det gør de, bedyrer Britt Ziwes.
Gæsterne kan nyde thaimad fra ”Thai2go”, burgere og grillmad fra ”Den Muntre Gris” og mellemøstligt inspirereret mad fra Shawarma Wagon og Grillbilen.
- Vores ønske er at skabe et sted, hvor besøgende får mulighed for at slappe af, høre god musik, nyde lækker autentisk mad og en kølig drink, siger Britt Ziwes, der selv vil være at finde bag baren, når hun er færdig med at tage godt hånd om kunderne i Laden.
- Kombinationen af musik, sommer, mennesker og en afslappet atmosfære er med til at skabe en god stemning, og det er fantastisk at være en del af, siger Britt Ziwes.
Street Food Blokhus er åbent hver dag fra 29. juni-5.august fra klokken 12-21.