Bratskov vækkes til live: Kom og vær med
BROVST: Oplev herregårdslivet, som det udspillede sig i de gode gamle dage. For 27. gang vækker lokale ildsjæle Herregården Bratskov i Brovst til live denne sommer.
Hver torsdag sommeren igennem bliver den smukke herregård Bratskov i Brovst vækket til live, når omkring 100 lokale ildsjæle kommer udklædt i historiske dragter og fremviser gamle håndværk og traditioner, præcis som i "de gode gamle dage".
Det sker hver torsdag formiddag hele sommeren fra kl. 10-13. Alle er velkomne, og der er fri entré. Hver torsdag er der et nyt tema for levendegørelsen: Veteranbiler, vaskedag, historisk modeshow, gamle redskaber, gamle maskiner og traktorer.
Rebslager, vodbinder og slotsfrue
På den levende herregård kan man blandt andet opleve smeden ved essen i den gamle smedje, rebslageren, der laver reb i metervis, børstenbinderen, som laver de fineste børster, koste m.m., og vodbinderen og snedkeren, som også begge er gode for en røverhistorie.
I skolestuen kan man prøve at skrive med griffel på tavler. Herudover kan man møde slotsfruen og slotsherren, som går rundt på gårdspladsen og i den frodige slotshave. Indenfor i de fine stuer kan man opleve de flittige fruer med deres håndarbejde og kortspillerne, der ikke altid holder sig til reglerne.
I kælderen findes alle de gamle redskaber, som hver har sin historie. Her står også den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik.
Café og råvaremarked
Efter en tur rundt på herregården kan man nyde en god kop kaffe eller en vand og et stykke "Drømmekage fra Brovst" i Café Bratskov, krydret med spillemandsmusik og sang i gården. Man kan også prøve en tur i Brovst Handelsforenings lille tog, der tager de besøgende med på tur rundt i byen.
I lighed med de tidligere år vil der også være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, marmelader, grøntsager, blomster og gin m.m.
Det er 27. gang, der er levendegørelse af den gamle herregård, hvis nuværende hovedbygning stammer fra 1500-tallet. Det er således en tradition, der er lagt utallige frivillige timer i og stort engagement igennem årene.
Borgmester Mogens Christen Gade sætter pris på det frivillige engagement, som hvert år gør, at Bratskov kan byde på gratis historieformidling:
-Levendegørelse på Bratskov er en helt unik oplevelse, hvor man byder indenfor på det smukke Bratskov og holder håndværkstraditioner og fortællinger fra "gamle dage" i live. Børnene får f.eks. lov til at komme i skole i skolestuen og opleve, hvordan det var at gå i skole, da bedsteforældrene var børn. For at forstå nutiden er det jo ofte en god idé at kende til fortiden, så det er vigtigt at fortælle om, hvordan folk levede og arbejdede for 50, 100 eller 200 år siden, så kan man få et perspektiv på sit eget liv.
- Denne historie bliver gjort nærværende og spændende under levendegørelsen på Bratskov - og så er det jo et helt fantastisk engagement, som de frivillige aktører lægger i levendegørelsen år efter år. Det sætter jeg meget stor pris på, afslutter borgmesteren.