Ølandbanden er med, når 60 sangere og musikere fra Øland byder på fælles koncert. Privatfoto
Det sker

60 sangere og musikere indbyder til koncert på Øland

06. november 2021 kl. 12:00

Efter en coronapause indbyder de 60 sangere og musikere med opholdssted i Øland Medborgerhus nu igen til koncert.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Karlekammerkoret og de to orkestres fælles årlige koncert er normalt om foråret, men denne gang bliver det en efterårskoncert søndag 14. november kl. 14.

- Alle stemmer og instrumenter er endnu ikke helt finpudsede som før coronapausen, men aktørerne glæder sig alligevel til igen at byde inden for i Medborgerhuset til en hyggelig eftermiddag med glad sang og musik. Alle er velkomne, og der er fri entré, oplyser de.

Hver af de tre grupper – Ølandbanden, Øland Karlekammerkor og Øland Show Band - optræder 25 minutter.

Ølandbanden består af seks musikere og en sangerinde under ledelse af Vibe Felletoft. Bandet spiller en blanding af rock, folk og populærmusik.

Karlekammerkoret består af 35 sangere under ledelse af Christian Vestergaard. Koret synger først og fremmest numre fra den danske sangskat.

Øland Show Band har 18 musikere og stort set big band besætning. Orkestret spiller under ledelse af Jørgen Henrik Nielsen bl.a. amerikanske evergreens, sydamerikanske rytmer samt numre af ABBA, John Mogensen, Kim Larsen, Bent Fabricius-Bjerre og Beatles.

Koncerten finder sted i Ølandsalen med plads til 180 tilhørere.

- Der er taget højde for gode publikumsforhold med opstilling af scene, så alle ikke blot kan høre men også se de optrædende, oplyser arrangørerne.

Det er fjerde gang, sangerne og musikerne på Øland holder fælles koncert. Tidligere har der været fuldt hus, og det håber arrangørerne også bliver tilfældet denne gang.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu