Det blev en tørskoet tur i nazi-bunkeren
AABYBRO: Uden gode sponsorer kunne udgravningen af nazi-bunkeren ved Aabybro Stadion og etableringen af info-center om bl.a. den falske landsby Munidorf ikke blive til noget. Men der er gode sponsorer og det lokalhistoriske projekt er nu ved at blive realiseret.
Peter Mølgaard - den energiske bagmand fra Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn - havde inviteret de økonomiske bidragydere til en lille rundvisning i bunkeren med de to meter tykke vægge.
De fremmødte var Tommy Kristensen, afdelingsdirektør i Nordjyske Bank i Aabybro, afdelingsdirektør Kenneth Haggren, Aabybro, Sparekassen Danmark, Vendsyssel Fonden, Keld Ahlmann, næstformand i Norlys Vækstpulje Nyfors, og Helle Bak Andreasen, formand for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.
Desuden var Jammerbugt Kommunes lokalhistoriske konsulent Aske Kristoffersen med.
Da bunkeren for en måneds tid siden blev gravet fri og Peter Mølgaard som den første i 52 år trådte ind i bunkerens mørke indre, var der en del vand i bunden. Det er fjernet nu, og derfor kunne gæsterne få en tørskoet rundvisning i betonbygningen, som i sin tid var "bolig" for ti tyske soldater.
I løbet af ganske kort tid kommer der også lys i bunkeren, så man bedre kan se, at der intet er i rummene. Dog kan man se spor af hvordan de tyske soldaters køjesenge har været skruet fast til væggen. Desuden er der på en af væggene malet en advarsel på tysk mod at ligge for tæt på væggene.
Det er en lokal el-installatør, der har installeret lys til favør-pris.
- Udover den økonomiske støtte fra fonde m.v., har vi fået støtte fra håndværkere, som synes, det er et godt projekt med bunkeren. Den støtte er vi meget glade for, siger Peter Mølgaard.
Et tømrerfirma er lige nu i gang med at etablere en træplatform på bunkerens tag, Her skal der være plancher, som fortæller om Munidorf, men nok også om andre historier fra Aabybro-området i krigsårene.
Fra toppen af bunkeren kan man også se over på det område, hvor den falske landsby lå.
Ved bunkeren bliver der bord-bænke-sæt, og arealet omkring bliver et "vild med vilje" område.
- Jeg er sikker på, det bliver rigtig godt, når vi er færdige, siger Peter Mølgaard, som ikke lige nu tør komme med en åbningsdato, men det bliver i engang i de kommende måneder.
- For den lokalhistoriske forening i Aabybro bliver det positivt, at vi nu også får en meget synlig aktivitet. Det kan måske øge interessen for lokalhistorien, lyder det fra Peter Mølgaard.
Foredragene om Munidorf, som museumsinspektør Thor Bæch Pedersen holdt blev en stor succes. I efteråret kommer han tilbage til lokalhistorisk forenings lokaler i DGI Huset i Aabybro og fortæller om de krigsforbrydelser Gestapo - nazisternes politiske politi - begik i Nordjylland. "I kløerne på Gestapo" hedder foredraget, som bl.a. handler om Aage Ingemann Christensen fra Aabybro, som ved en fejltagelse kom i kløerne på Gestapo.
Der er allerede udsolgt til det første foredrag om Gestapo, og der er kun få billetter tilbage til foredraget 29. oktober i Aabybro. Foredraget holdes også i Fjerritslev torsdag 7. november. Folkeuniversitetet i Jammerbugt er arrangør i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn