Billede beskrivelse

Det betyder flot donation for klub

10. november 2023 kl. 06.48

Jens Heides Fond donerer i år 15.000 kroner til Jetsmark Badmintonklub. Den flotte donation giver klubben mulighed for at afholde flere sociale arrangementer og dække stævneomkostninger for alle klubbens ungdomsspillere.

Begejstringen er stor i Jetsmark Badmintonklub. Badmintonsæsonen er godt i gang, og klubbens ungdomsspillere har netop spillet første runde af holdturneringen med rekordmange hold rundt i hele Nordjylland.

I denne uge kunne klubbens ungdomsspillere endnu engang juble, denne gang over den flotte donation fra Jens Heides Fond, som sikrer endnu mere badminton og sociale arrangementer for klubbens ungdomsspillere.

Pengene er øremærket til sociale arrangementer og til at støtte ungdomsspillernes deltagelse i turneringer, noget der virkelig efterspørges blandt klubbens medlemmer. Spillerne fik den glædelige nyhed overbragt inden træningen og det skabte stor begejstring.

- De unge spillere brænder virkelig for at deltage i individuelle stævner, og med denne donation kan Jetsmark Badmintonklub nu betale deltagergebyrer til udvalgte stævner. Dette giver alle vores ungdomsspillere lige mulighed for at deltage i stævner, hvilket er noget, vi prioriterer meget højt, siger Rikke Lodberg fra Jetsmark Badminton Ungdomsudvalg.

Jetsmark Badmintonklub Ungdom træner hver mandag og torsdag klokken 15 til 18 i Jetsmark Idrætscenter. Har du et barn, som har lyst til at prøve kræfter med badmintonsporten, er alle velkomne til at møde op til træningen, få information og prøve det helt gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste