Der er rift om jord-areal
Der er stor interesse for at komme til at bygge på det store areal ved Peter Løthsvej i Aabybro, lige foran Toftehøj, socialpsykiatrisk Boform.
Kommunen har haft arealet udbudt til salg, og der kom fire bud, oplyser borgmester Mogens Christen Gade.
Den store interesse kommer ikke bag på borgmesteren.
- Der er generelt stor efterspørgsel efter jord til byggeri i Aabybro, som jo oplever en stor udvikling, siger Mogens Christen Gade.
Arealet ved Peter Løthsvej er nu solgt på betingelse af, at den planlagte lokalplan for området bliver godkendt.
- Der kommer en konkret lokalplan for området, som skal godkendes, siger Mogens Christen Gade og tilføjer, at planen endnu ikke er helt færdig, men forventes at komme engang efter sommerferien.
Det overordnede koncept for området blev besluttet af kommunalbestyrelsen i februar. Konceptet er bl. a. at skabe et nyt område for børnefamilier og/eller seniorer.
Boligtypen er tæt-lav, altså rækkehuse/dobbelthuse, og visionen er at lave et nyt og moderne område, der har karakter af en åben karréstruktur med adgang til fælles trekreativt område. Det er også visionen at indrette området til et rekreativt område med et stiforløb.