Billede beskrivelse

Baptister inviterer til juleaften i kirken

01. december 2023 kl. 06.00

Pandrup Baptistkirke inviterer igen i år alle interesserede til at holde juleaften i kirken i Bredgade.

- Det er en årelang tradition - med enkelte afbrydelser - at vi inviterer enlige, par eller familier, som har lyst til at fejre julen med andre, fortæller Vibeke Dalsgaard fra menigheden og formand for baptistkirken i Danmark.

- Vi regner med en snes deltagere, bl.a. også ukrainske flygtninge, som opholder sig her i området, fortæller Vibeke Dalsgaard.

Hun tilføjer, at aftenen fejres helt traditionelt. Der er julegudstjeneste kl. 16. Derefter er der åben kirke med kaffe. Der skal pyntes juletræ og sammen gør alle deltagerne de sidste forberedelser.

Vibeke Dalsgaard gør opmærksom på, at hvis man gerne vil til gudstjeneste i sin egen kirke, dukker man bare op i baptistkirken senere.

Der serveres julemiddag ca. kl. 18.30 med alt hvad der hører til en traditionel julemiddag. Derefter skal der danses om juletræet. Der er sange, spil og hygge med kaffe og knas.

Det er Vibeke Dalsgaards mand, Laust Dalsgaard, som tilbereder julemiddagen.

- Vi glæder os til at se mange juleaften. Det bliver hyggeligt, lover Vibeke Dalsgaard.

Det er nødvendig med tilmelding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste