Antons lange lokker ender nu som paryk

12-årige Anton Guldager lod sit lange hår klippe kort og donerede det til Toftild i Aalborg, som laver parykker til folk, der har mistet håret på grund af sygdom

05. februar 2023 kl. 10.49

AABYBRO: Det er langt fra hverdagskost for frisør hos Pernille's Barbershop, Maja Knap Moltsen. at klippe en kunde, hvis hår doneres til Toftild i Aalborg. Det sker måske en tre gange om året, siger hun og tilføjer, at det er ekstraordinært, at hårdonationen kommer fra en dreng.

En hårdonation kræver, at håret er ubehandlet, og at det minimum er 25 centimer langt. De kriterier levede Anton Guldagers hår op til, og derfor havde moderen, Katrine Guldager, besluttet, at håret skulle doneres til Toftilds Hårdonationsprojekt "Love is in the Hair".

- Jeg synes, at det forpligter, hvis man har mulighed for at hjælpe. Det er en lille ting for Anton, men det har stor betydning for andre, siger Katrine Guldager.

Billede beskrivelse

Anton Guldager har haft langt hår de seneste fem-seks år, og Katrine Guldager slog det i første omgang hen,  da sønnike meddelte, at han ville klippes. 

- Jeg sagde, at han skulle tænke sig godt om, men han var fast besluttet på, at han ville klippes, siger hun.

Anton Guldager var da heller ikke i tvivl, da han satte sig i frisørstolen.

- Er du med på det her, Anton, spurgte Maja Knap Moltsen

Billede beskrivelse

Det var han, mens forældrene lige skulle vænne sig til tanken.

- Jeg synes, at jeg er mere nervøs end Anton er, lød det fra Anton Guldagers far, Lars Søndergaard Jensen, der lige skulle sikre sig et sidste billede af sønnike, inden de lange, lyse lokker røg af.

Med sikker hånd delte Maja Knap Moltsen håret op i 11 totter, og herefter røg de af en efter en. Og det var en ganske forvandlet Anton Guldager, der kunne tage sit nye look i øjesyn.

- Jeg kan allerede bedre lide det end mit lange hår, lød det fra en glad Anton Guldager.

Billede beskrivelse

Som bland-selv-slik

Anton Guldagers hårdonation vækker glæde hos Rikke Skytte, der er marketingkoordinator og ansvarlig for Toftild Hårdonation.

Håret fra frisøren er nemlig ikke et spild, men en ressource man kan bruge andre steder, siger hun, der betegner Anton Guldagers hår som unikt.

- Det er sjældent, at vi modtager et så blondt hår som Antons, og vi sammenholder denne type hår med de ildrøde donationer, vi får engang imellem. Der er tale om hår i to unikke farver, og det får vi ikke meget af, siger hun.

Billede beskrivelse

Håret fra Anton Guldager bliver nu lagerført hos Toftild i Aalborg, og kommer i brug, når der skal laves en blond paryk.

- Når vi ved, hvilke farver vi skal bruge, vælger vi præcist de farver, der skal være i den enkelte paryk. Det er lidt ligesom at vælge "bland-selv slik", hvor vi håndplukker og vælger lige præcis de farver, der skal være i den enkelte paryk, siger Rikke Skytte.

Selv om det er en lille ting for Anton Guldager, er det en handling med stor betydning for andre, siger Rikke Skytte.

- Det er utroligt vigtigt, at vi modtager disse donationer. Når man mister sit hår, mister man en del af sig selv, og vi kan se, at det gør en verden til forskel, når de får en paryk, siger hun.

Hårdonation

  • Det er en tidskrævende proces at lave en paryk. Hvert enkelt hårstrå bliver knyttet til parykken, og selve processen tager omkring 200 timer.
  • Hårdonationsprojektet startede i 2015, og i begyndelsen kom donationerne fortrinsvis fra piger. I de seneste to år er drengene også begyndt at donere hår, og i dag er donationerne ligeligt fordelt mellem piger og drenge.
  • Selv om der røg et stort stykke af Anton Guldagers hår, kræver det yderligere seks hårdonationer for at lave en paryk.
  • Toftild modtager i øjeblikket omkring 600-800 rottehaler/hestehaler om måneden. Af og til modtager Toftild flere donationer, end de selv kan anvende, og i det tilfælde ryger håret på auktion. Pengene herfra går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne og Kræftens Bekæmpelse. Sidste år lykkedes det at indsamle i alt 800.000 kroner.
  • En del af håret anvender Toftild til at fremstille parykker specielt til børn og unge, som er ramt af kræft eller andre lidelser, som medfører hårtab. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste