Alex startede som frivillig som 12-årig
NØRHALNE: Alex Husted var kun 12 år, da han startede som frivillig i Idrætsforeningen Fremad Nørhalne. Han blev spurgt om han ville være med til at træne det drengehold, som hans lillebror spillede på.
- Jeg sagde ja, og så har det ellers udviklet sig lige siden, fortæller Alex Husted.
Han er kun 32 år, men har allerede været frivillig i 20 år.
Det har indbragt ham DBU Jyllands sølvemblem for 15 års frivilligt arbejde. Og nu er han også blevet optaget i Idrætsforeningen Fremad Nørhalnes Sølvnålsklub, som er en lille klub for de frivillige ledere i klubben,, som har fået enten DBUs sølvnål for 25 års frivilligt arbejde eller DBU Jyllands sølvemblem for 15 års frivillig indsats.
Alex er medlem nummer 34 og den suverænt yngste. Den ældste er 85 år.
Alex Husted blev optaget i klubben ved sølvnålsklubbens 25 års jubilæum, som blev fejret med bl.a. gule ærter.
Klubbens formand, Claus Svendsen, fortæller, at klubben blev etableret som et sted, hvor idrætsforeningen kunne samle de mest engagerede frivillige på tværs af generationer og holde fast i de værdier, som Fremad Nørhalne står for.
- Vi vil gerne hylde de mange frivillige og motivere andre til at tage del i foreningslivet. Medlemmerne af sølvnålsklubben bliver en slags ambassadører for det frivillige arbejde i klubben, siger Claus Svendsen.
Alex Husted har gennem årene været træner og siddet i diverse udvalg. Han har også været aktiv fodboldspiller, men er stoppet, fordi kroppen ikke længere kunne holde til det. Nu er han formand for seniorfodbolden. Desuden træner han senior fodbold-kvinderne.
- Joh, jeg bruger mange timer på det frivillige arbejde. Jeg plejer spøgefuldt at sige, at det frivillige arbejde i Fremad Nørhalne er mit andet fuldtidsjob, fortæller Alex Husted.
- Belønningen for at være frivillig er ikke penge. Men at være med til at få det hele til at "spille" i en forening er en god belønning, lyder det fra Alex Husted.
Sølvnålsklubben mødes fire gange om året og deltager desuden i forskellige aktiviteter. Klubben har praktiske opgaver som at hejse flaget ved sæsonstart og uddele klubbens "Medhjælperpokal". For mange af medlemmerne er det dog det sociale fællesskab, der betyder mest.
- De frivillige er meget vigtige for foreningslivet. Det skal være en god oplevelse at være frivillig, og derfor dyrker vi lidt frivilligheden, siger Claus Svendsen.