Billede beskrivelse

Voldsom beskæring af Blokhus-bussen

02. marts 2025 kl. 19.01

JAMMERBUGT: Det er lagt op til en voldsom beskæring af Rute 200 - Blokhus-bussen - for at finansiere fortsat buskørsel gennem Ryå og Birkelse, når 70eren nedlægges i forbindelse med Fremtidens Kollektive Trafik, som træder i kraft i slutningen af året.

Regionens udvalg for Regional Udvikling og Innovation skal på deres møde på mandag tage stilling til et forslag om stort set at fjerne den kendte Rute 200 - bussen mellem Aalborg og Blokhus. Dog opretholdes to morgenture mellem Blokhus og Aalborg på skoledage for at sikre en tilstrækkelig bus-kapacitet mellem Aabybro og Aalborg i morgentimerne.

Bortset fra de to morgenture bliver forbindelsen mellem Blokhus og Aalborg en tur med busskifte. Ideen er, at der skal køre en shuttlebus mellem Blokhus og Pandrup. Her skal man så stige på bus 971X, hvis man vil videre til Aabybro eller Aalborg. 971X er ruten mellem Aalborg og Hjørring.

Ændringen på Rute 200 vil give regionen en besparelse på 2,3 mio. kr. Dog bliver der en ekstra udgift på 500.000 kr. til bus-entreprenøren, fordi der bliver væsentligt færre afgange.

Ekstra-udgiften ved at lade 970X køre gennem Ryå og Birkelse anslås til at løbe op i to mio.kr.

Regionens administration indstiller til Udvalget for Regional udvikling og Innovation, at udvalget indstiller til Forretningsudvalget og Regionsrådet, at godkende:

At rute 971 X får et stoppested på Hovedgaden i Ingstrup by.

At der på rute 970X bliver et stoppested ved Ålegårds Mark.

At 970X kører gennem Aabybro til busterminalen og videre ad Vestergade til Ryå og Birkelse.

At rute 200 omlægges, så der bliver to gennemgående morgenture mellem Blokhus og Aalborg, mens der i det øvrige tidsrum indsættes shuttlebus mellem Pandrup og Blokhus.

At puljen på 1. mio. kr. afsat til implementering af Fremtidens Kollektive Trafik bruges til finansiering af de øgede driftsudgifter til rute 970X og 971X.

Udvalget vil Regional udvikling og Innovation vil også have NT til at undersøge om der kan spares en afgang i hver retnijng på halvtimesdriften på 970X og 971X.

Ekstraudgifterne til implementeringen af Fremtidens Kollektive Trafik i Jammerbugt bliver på 3,2 mio. kr. , som finansieres ved besparelse på 2,3 mio. kr på rute 200 og 1 mio. fra puljen til implementering af Fremtidens Kollektive Trafik.

Regionen gør opmærksom på, at der ikke er kommet noget forslag til medfinansiering fra Jammerbugt Kommune og derfor er forslaget til finansiering lavet ud fra regionens egen økonomi.

- Jeg har meget svært ved at se, hvorfor vi skal bidrage økonomisk, siger borgmester Mogens Christen Gade, som er uforstående overfor hvorfor det bliver 2,3 mio. kr, dyrere, at 970X skal køre gennem Ryå og Birkelse.

- 970X kan ligesom 70eren køre gennem Aabybro til Busterminalen og videre ad Vestergade. Ved Omfartsvejen kan man så vælge om man vil køre til højre eller venstre. Drejer bussen til højre - og det er den hurtigste vej - kommer den gennem Ryå og Birkelse. Hvordan kan det koste 2,3 mio. kr. ekstra og hvorfor skal vi være med til at bidrage økonomisk, spørger borgmesteren.

Christian Hem, formand for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt, har ligesom borgmesteren deltaget i møder med regionen om Fremtidens Kollektive Trafik i Jammerbugt.

- Det er ærgerligt, at det trækker ud med at finde en løsning på den her sag, men der er desværre mange af regionens synspunkter, vi ikke forstår, siger Christian Hem.

Han mener beskæringen af Blokhus-bussen er en rigtig dårlig ide.

- Det bliver mere besværligt for folk fra Aalborg at komme til Blokhus, hvis de skal skifte bus. Det er ærgerligt, hvis færre tager bussen til Blokhus om sommeren.Det tror jeg også forretningerne i Blokhus er kede af siger Christian Hem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste