Thøger Larsen-aften på Fjerritslev Bibliotek
FJERRITSLEV: I anledning af 150-året for digteren Thøger Larsens fødsel inviterer Fjerritslev Bibliotek til en stemningsfuld aften med poesi, musik og fællessang torsdag den 3. april kl. 19.00.
Thøger Larsen, kendt for klassikere som Danmark, nu blunder den lyse nat og Du danske sommer, jeg elsker dig, blev født i 1875 i Gjellerodde ved Lemvig. Hans digte er præget af en dyb kærlighed til naturen, et kosmisk udsyn og en stærk forbindelse til egnen omkring Limfjorden.
Komponist Anders Hald fra Struer har sat musik til flere af digtene, og den lokale troubadour Kaj Pries fortolker dem med stor indlevelse.
Sammen fortæller de to om Thøger Larsens liv og tanker, og giver publikum mulighed for at komme tættere på den folkekære digter.
Der bliver naturligvis også plads til fællessang.