Styregruppe drømmer højt om store planer
BROVST: - Projektet lever. Engagementet er der. Viljen er der. Visionerne er store - og nu skal de omsættes til virkelighed. Det siger formand for bestyrelsen i Sport & Kulturcenter Brovst Henning Simonsen.
Der er blevet arbejdet med projektet siden begyndelsen af 2024. Det er blandt andet ønsket at samle aktiviteterne, så motionscentret, der i dag ligger i lejede lokaler, kan komme hjem - og der har også været ideer om et såkaldt vandkulturcenter og overnatningsfaciliteter.
Penge fra kommunen
- Projektet kom et godt stykke nærmere realiteterne, da kommunalbestyrelsen for nylig bevilgede 20 millioner skatteyderkroner til projektet, fortæller Henning Simonsen.
- Det betyder, at vi nu kan komme i gang for alvor og få visionerne omsat til konkrete planer. Styregruppen arbejder målrettet videre med visionen om at skabe byens naturlige samlingspunkt for bevægelse, sundhed, fællesskab og kultur - et center for alle generationer.
- Vi arbejder blandt andet med nye fitnessfaciliteter, multihal, bibliotek, moderne behandlingslokaler, fleksible møde- og opholdsrum - og ikke mindst etableringen af et varmtvandsbassin, som kan skabe helt nye muligheder for genoptræning, rehabilitering, ældreidræt og sundhedsfremmende aktiviteter.
Erhvervslivet bakker op
Der er også kommet penge fra erhvervslivet til de store planer.
- Vi har allerede indsamlet næsten en million kroner fra erhvervsvirksomheder i og omkring Brovst. Opbakningen fra det lokale erhvervsliv er stærk og tydelig - og vi har fortsat flere gode dialoger og muligheder i spil, siger Henning Simonsen.
- Samtidig arbejder vi intenst på at rejse yderligere kapital gennem ansøgninger til relevante fonde. Målet er at gøre udvidelsen mulig i en skala, der reelt kan løfte fællesskabet, sundheden og udviklingen i Brovst - både nu og mange år frem. Projektet er ikke bare en ide. Det er et fælles løft for hele Brovst.
Styregruppen bag de store projektplaner er Kenneth Frost, Jeppe Møller Nielsen, Carsten Sørensen Kronborg, Jakob Sørensen, Niels Hansen, Henning Simonsen og Jacob Hyllested.