Sommer i byen: Sommeren har flasket sig i år
FJERRITSLEV: Det er sommer i byen – og det herlige sommervejr og de mange turister sætter i den grad sit præg på Fjerritslev.
Der er masser af turister i byen, som lige skal se, om der er chancen for en god handel, når lokale handelsfolk og kræmmere stiller deres boder op i Østergade hver lørdag – og efter en slentretur gennem hovedstrøget går turen til Krotorvet, hvor der hver fredag aften og lørdag eftermiddag i juli og første halvdel af august er Musik på Torvet.
På torvet har René Hjørnet Jensen travlt bag fadølshanen.
- Sommeren har flasket sig flot i år. Musik på Torvet har trukket masser af mennesker til byen – bortset fra den første fredag og lørdag, hvor vi var ramt af regn, fortæller René Hjørnet Jensen, der er medarrangør af Musik på Torvet.
- Folk er glade – og det er vi også. Jeg kan godt love, at der bliver Musik på Torvet igen næste år.
Gang i fadølshanerne
Lørdag eftermiddag var McGuinness, der var scenen. Det skabte stemning – ikke mindst fordi det populære orkester, som navnet også antyder, skålede gentagne gange med publikum og satte gang i fadølshanerne.
Mange af turisterne benyttede også besøget i Fjerritslev på at se nærmere på byen på en rundtur med handelsstandsforeningens gratis bytog Fut.
Musik på Torvet fortsætter fredag den 1. august kl. 19 med McDovans & Friends og lørdag den 2.august med Barfods XL Jump Band. Det store arrangement slutter den efterfølgende weekend med Funky Butts på scenen om fredagen og lørdag sætter Prima Junior punktum for sommeren.
Musik på Torvet bliver arrangeret i et samarbejde mellem Fjerritslev Handelsstandsforening, Fjerritslev Borgerforening, Sparekassen Danmark, Renés Vin & Grønttorv og Musik Compagniet.