Raketterne hjælper håndboldklubben
AABYBRO: Det er dyrt at drive en håndboldklub, og Aabybro Håndboldklub er ingen undtagelse.
Derfor er formand Mads Stouby meget glad for, at klubben igen i år har lavet aftale med malermester Rene Jensen om lån af hans lokaler til salg af fyrværkeri.
- Overskuddet fra salget er et meget vigtigt økonomisk bidrag til klubben. Det er rigtig dyrt at drive en håndboldklub, og vi kæmper hver eneste dag med at få økonomien til at hænge sammen, siger formanden for håndboldklubben, Mads Stouby.
- Selv om vi får flot støtte fra vores gode sponsorer, er fyrværkerisalget altafgørende for, at vi kan drive klubben, tilføjer han.
Malermester Rene Jensens lokaler ligger i Teknologiparken i Aabybro - mellem Jem&Fix og Harald Nyborg.
Her vil spillere, forældre og andre frivillige fra Aabybro HK sælge fyrværkeri fra 28. december og frem til nytårsaften.
Som noget nyt er det i år muligt for alle håndboldklubbens egne medlemmer samt medlemmer af Aabybro IF Fodbold at bestille fyrværkeriet online fra 22. december med en rabat på 25 pct., undtaget særlige tilbudspakker. 28. december åbnes salget for alle fra Rene Jensens lokaler, hvor der vil være 20 pct. rabat på alt på nær tilbudspakker.
Malermester Rene Jensen har gennem flere år stillet lokaler til rådighed for håndboldklubbens fyrværkerisalg.
- Der er rigtig mange butikker, som gerne vil tjene ekstra penge på at sælge krudt her i Teknologiparken. Jeg håber virkelig, at folk i Aabybro vil støtte op om det frivillige arbejde i håndboldklubben til gavn for byens unge. Jeg har selv spillet håndbold i klubben i mere end 30 år, og selv om jeg ikke spiller mere, vil jeg gerne bakke op ved at stille lokaler til rådighed for salget, siger Rene Jensen, der for at støtte klubben også betaler udgifterne til den forsikring, som er påkrævet, når det omhandler salg af fyrværkeri.
Mads Stouby sætter meget stor pris på hjælpen fra den lokale malermester.
- Overskuddet går ubeskåret til arbejdet med børn og unge i håndboldklubben. Vi har tidligere formået at lave et pænt overskud på salget. Det er et meget vigtigt bidrag til vores økonomi, som hjælper med til, at vi kan holde kontingentet nede, afholde arrangementer for spillerne og dække udgifter til trænere. Vi håber derfor, at rigtig mange vil kigge forbi, og der vil som altid være kaffe på kanden og tid til en god snak, siger Mads Stouby.