Pia mangler ikke medarbejdere til ny tandklinik
BROVST: Efter fire års arbejde og en investering på 33 millioner kroner kunne kommunalbestyrelsen i Brovst kommune fredag eftermiddag fejre åbningen af kommunens nye samlede tandklinik, der erstatter de hidtidige lokale tandklinikker i Kaas, Brovst og Aabybro.
Åbningen blev fejret med vin, taler og den obligatoriske snoreklipning.
Det var formand og næstformand i Børne- og familieudvalget, Ulla Flintholm og Morten Klessen, der førte saksen i klinikkens foyer, hvor væggene er bygget af genbrugssten fra den gamle administrationsbygning til Brovst Sygehus, som før lå på pladsen.
Den nye tandklinik i Brovst er løbende taget i brug.
Glade medarbejdere
- Det har været en travl tid, men alle anstrengelserne værd, understreger overtandlæge Pia Wogelius.
- Tandplejens medarbejdere har været ekstremt fleksible. Driften er holdt i gang, samtidig med at vi har flyttet, og på den måde har vi helt kunnet undgå lukkedage. Nu er vi trætte, men glade for vores nye flotte fælles klinik med gode tidssvarende arbejdsfaciliteter.
Den nye klinik er heller ikke gået ubemærket hen i det faglige miljø, fortæller Pia Wogelius.
- Jeg oplever en positiv faglig interesse for at arbejde netop her. Pludselig er der ikke helt så langt til Jammerbugt kommune. Det er vigtigt, når vi taler rekruttering indenfor et fag, hvor det kan være svært at finde kvalificeret arbejdskraft.
Ingen ledige stillinger
- Resultatet er, at der hverken er venteliste eller ledige stillinger i tandplejen i Jammerbugt Kommune, konstaterer Pia Wogelius.
Netop det stærke faglige miljø var begrundelsen, da den daværende kommunalbestyrelse i 2022 besluttede at samle den kommunale tandpleje i Brovst.
Den nye tandklinik er på 1030 kvadratmeter og rummer blandt andet ti behandlerrum, fem bøjleklinikker og en specialklinik. Som noget helt nyt har den kommunale tandpleje også mulighed for at gennemføre narkosebehandlinger inden for Jammerbugt kommunes grænser.
Staten har givet et tilskud på 3 millioner kroner til anlægssummen på i alt 33 millioner kroner. Det er Tom Jakobsen A/S fra Aabybro, der har været totalentreprenør på byggeriet.
Den kommunale tandpleje behandler børn og unge op til og med det 21. år samt borgere, som er patienter i omsorgs- og specialtandplejen.