Billede beskrivelse

Påskeharen er kommet til byen

12. april 2025 kl. 06.03

BROVST: En kæmpemæssig påskehare er flyttet ind i Jernbanegade i Brovst, hvor den byder velkommen til byens handelsstrøg.

Det er naturligvis Brovst Handelsforening, der står bag det nye påsketiltag – og det er ikke gjort med haren alene, fortæller formand Bo Kølby Nielsen.

- Påskeharen er skabt med motorsav af Jens Hjarsbæk Hessellund fra Øland, hvor han driver firmaet Skovmand & Co. Han er både kreativ og en sand mester med en motorsav, så vi har lavet en aftale med ham om, at han skal bidrage til påskeudsmykningen i byen, forklarer Bo Kølby Nielsen.

- I år er det blevet til den flotte hare, men det er planen, at vi fortsætter de kommende år med flere motorsavsskulpturer til vores påskeudsmykning.

Bleg påskehare

Påskeharen er endnu lidt bleg om næbbet, som den står der i forårssolen, men det bliver der rådet bod på i løbet af påskedagene.

- Vi har lavet en aftale med kunstgruppen Kunst +, der har lokaler på hjørnet, at de i løbet af de kommende dage skal male figuren – og vi glæder os meget til at se, hvad der kommer ud af de kreative udfoldelser. Jeg er helt sikker på, at det bliver et flot og markant kunststykke, som vi får glæde af i mange år, siger Bo Kølby Nielsen.
- Når kunstnerne fra Kunst + går i gang med malerpenslerne, bliver det med maling, som er sponseret af Brovst Malerfirma, hvor Alex Thomsen er gået med på påskespøgen og stiller gratis maling til rådighed for kunstgruppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste