Økologi: Pia og Flemming havde over 1000 gæster
TRANUM: Søndagens høstmarked på Naturbruget Tranum blev et tilløbsstykke.
- Mindst 1000 gæster var forbi, anslår Pia Hjort, der sammen med ægtefællen Flemming Bang Andersen ejer det økologiske gartneri lige uden for Tranum.
Pia Hjort er ikke i tvivl om, hvorfor mange mennesker gerne kører langt for at besøge høstmarkedet.
- Mange vil gerne se, hvordan planterne ser ud. I supermarkederne ser de kun den del, som vi spiser, men her kan de se, hvor grøntsagerne kommer fra, forklarer hun.
- Vi ved også fra vores vejbod, at mange sætter pris på, at vi har det hele. Vi er ikke specialiseret på en enkelt art, så hos os kan man købe ind til hele ugen.
Væld af aktiviteter
Værtsparret havde arrangeret et væld af aktiviteter til høstmarkedet. Der var boder fra nogle af kollegerne med smagsprøver på pølser, ost og røget kød.
De lokale spejdere lavede snobrød og andre aktiviteter for børnene – og så kunne folk få ordnet de sløve knive hos skærsliber Steffen Due Fisker fra Fjerritslev.
- Det er blevet til så mange knive, at jeg slet ikke har haft tid til en smøg, fortalte skærsliberen, da dagen var omme.
- Dagens største hit var nok vores grav-selv-kartofler. Der blev gravet på livet løs – og mange slæbte af med flere sække kartofler. Men der er nu stadig kartofler på markerne – særlig i de fjerne hjørner, smiler Pia Hjort.
Markvandring
Et andet hit var markvandring med Flemming Bang Andersen.
- Mange ville bare se, hvor grøntsagerne kommer fra, men der var også en del, der ville have staldtips til grøntsagerne hjemme i haven.
- De ville blandt andet høre, hvad jeg gør for at holde grøntsagerne frie af skadedyr som for eksempel kålsommerfugle-larver.
- Jeg måtte skuffe dem, for de glubske larver er ikke den helt store udfordring på de åbne marker. Vi har langt større problemer med især harer og hjortevildtet, som guffer løs af de gode sager.
- Hvis det går helt galt med larverne, kan vi sprøjte med mælkesyre, selv om vi er økologer. Det er et naturprodukt, som nedbrydes hurtigt af solen. Men det er besværligt at bruge, så det er nu ikke så tit, det sker.
- Man kan også dække grøntsagerne med net, men det er vi nu heller ikke så vilde efter. Det kræver meget arbejde at håndtere et 12 meter bredt og 100 meter langt net – og dem går der typisk 12 af på bare en enkelt jordlod.
Nu skal der ryddes op efter høstmarkedet – og så skal Pia Hjort og Flemming Bang Andersen lige have fødderne op foran fjernsynet.
- Vi har virkelig haft travlt i dag. Men vi er ikke i tvivl. Vi holder høstmarked igen næste år. Det er en god tradition.