Sammenhold driver Skovsgaards flotte start på sæsonen
SKOVSGAARD: Skovsgaard har nu spillet tre kampe i Danmarksserien, og det er blevet til et nederlag og to sejre.
Derfor har vi snakket med humlebiernes formand, Niels Sedaka, om starten på Danmarksserien.
- To sejre er mere end vi turde tro på. Selvom vi tabte den første kamp mod Vorup, så blev vi ikke spillet ud af banen, men vi var under pres. Vi var uheldige med et selvmål.
Kigger man nærmere på de to sejre, som de sorte og gule har fået, så har de kun lukket ét mål ind.
- Vi står rigtig godt defensivt. Spillerne vil forsvare målet med næb og klør, og de kæmper simpelthen røven ud af bukserne. Som jeg altid har sagt, så vinder angribere fodboldkampe, men forsvarere vinder mesterskaber.
Når det kommer til tilskuerne, så skuffer det heller ikke på Vinther’s Isolering Park.
- Da vi spillede imod Vorup, var 350 dukket op, og 250 mod Hobro. Da vi var i Holstebro kørte 17 med bussen, hvor flere stødte til dernede. Jeg tror, vi var omkring 60 i alt dernede.
Flere nye spillere er også kommet til den lille klub i Jammerbugt, og det kan være med til at styrke holdet.
- Vi har fået flere nye spillere på holdet, og det kan komme til at give udfordringer, fordi så starter de "gamle" spillere ikke nødvendigvis inde. Jeg har ikke hørt noget negativt endnu. Det er jo sundt med konkurrence, hvilket gør spillerene endnu bedre.
Niels Sedaka peger dog på en helt bestemt ting, der gør, at de kan spille med i den bedste serierække.
- Magnus har stadig overblikket over holdet og over kampene. Han bliver hjulpet en masse med det praktiske, så han kan fokusere på det på banen.
Formanden fortsætter.
- Grunden til, at vi kan få det hele til at fungere så godt på banen, det er, at spillerne er pissegode holdkammerater, men de er endnu bedre venner udenfor banen. De kæmper for hinanden og går den ekstra meter. Det er noget, de professionelle klubber kunne lære noget af.