Nanna har opskriften på at spare
SKOVSGÅRD: Tænk hvis man kan leve for det halve.
Jamen, det kan man sagtens, lyder det fra forfatter Nanna Hyldgaard Hansen.
Hvordan man gør, vil hun fortælle på Skovsgård Hotel tirsdag 29. september kl. 18-21.
"Lev for det halve - og få mere ud af livet" kalder hun sit foredrag, som er arrangeret af LOF Jammerbugt i samarbejde med Skovsgård Hotel og Skovsgård Borgerforening.
Forfatter Nanna Hyldgaard Hansen vil fortælle, hvordan hun og hendes familie har halveret deres forbrug, fået mere tid og samtidig skåret markant ned på deres klimaaftryk - uden at mangle noget.
Nanna Hyldgaard Hansen giver praktiske tips, sparetaktikker og konkrete idéer til at bruge færre penge, få mere tid i hverdagen, og leve mere bæredygtigt - uden at det bliver surt.
Det, som er godt for klimaet, kan også være godt for os selv.
Nanna tager udgangspunkt i sine populære bøger og viser, hvordan små ændringer kan gøre en stor forskel. Let, jordnært og lige til at gå i gang med.
Hun har skrevet fire bøger: "Togrejse for begyndere", "Lev for det halve", "Rig på tid" og "Staycation Danmark".
Prisen på 175 kr. for foredraget er inklusiv mad. Der serveres skipperlabskovs.