Fuldt hus til fernisering på "Skæv kunst" i Bonderup
BONDERUP: Det er en helt unik kunstudstilling, der kan opleves på Kulturstationen i Bonderup til og med lørdag 5. september. "Skæv kunst" er titlen på den oplevelse, som syv kunstnere med tilknytning til de socialøkonomiske virksomheder i Skovsgård-området giver de besøgende i den gamle stationsbygning.
Udstillingen blev officielt åbnet af formanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andresen, som i sin fine tale causerede lidt over emnet kunst.
- Når der er skæv kunst, er der så også lige kunst. Rigtig kunst eller forkert kunst, god eller dårlig kunst, spurgte Helle Bask Andreasen og svarede selv.
- Der er ikke en facitliste for kunst. Kunst skal sætte tanker i gang. Der er brug for at se verden fra en anden virkelighed. Det er det gode ved "Skæv Kunst", sagde Helle Bak Andreasen.
- Tænk hvis vi alle var ens. Tak fordi I tør være Jer selv, tilføjede hun.
Helle Bak Andreasen indledte i øvrigt sin tale med et citat fra Laura Møller, en af udstillerne: "Livet giver mening, når du udlever dine drømme.
Udstillingen kommer vidt omkring. Finn Jørgensen viser et par trøjer, han selv har strikket. Han har også lavet en kopi af Grisehandler Larsens går fra Matador samt malerier.
Michel arbejder med perler, bl.a. har han en flot buket blomster udført i perler med.
Der er malerier, og der er fotos. Laura Møller har en samling fine sort/hvide fotos fra Briketfabrikken i Kaas.
- Og de er allerede solgt, fortalte hun kort efter åbningen af udstillingen og skal nu overveje, hvad det næste foto-projekt bliver.
- Jeg tror, jeg skal have en lille pause, hvor jeg skal tænke over, hvad jeg skal fotografere næste gang. Men jeg har altid mobiltelefonen i lommen, så jeg kan fotografere, hvis der skulle dukke noget interessant op, fortæller hun.
Lasse Clausen har tre eksempler på Crime Noir tegning, som er kendetegnet ved mørke og dramatiske stemninger.
- Når man eksempelvis tegner en person kan man ikke se om han er sur eller glad, forklarer Lasse Clausen.
Der er porcelænsmaling fra Savannah Kenley. Hun har også skrevet en bog, som ligger sammen med porcelænet.
Elisabeth Gosving Milling har på væggen en række crosplay fotos.
Ferniseringen på "Skæv Kunst" var velbesøgt, og arrangørerne håber mange vil besøge den unikke udstilling i Kulturstationen i Bonderup fredag 4. september og lørdag 5. september, begge dage fra kl. 10 til 14.