ØHH blev overrumplet af kæmpe interesse
HAN HERRED: Hvert år i weekenden mellem uge 7 og 8 har samarbejdsklubben Øster Han Herred for vane at invitere alle fodboldhold i hele Nordjylland til stort stævne i indendørs fodbold for børne- og ungdomshold, herre- og damesenior samt veteranholdene.
Igen i år blev det en succes. Det blev faktisk så stor en succes, at arrangørerne blev overrumplet med et deltagerantal, der lå hele 33% over, hvad de plejer at have af tilmeldinger. Da tiden nærmede sig tilmeldingsfristen, blev det tydeligt, at programlægningen skulle udvides i forhold til de foregående år. Normalt er der tilmeldt ca. 120-130 hold. I år endte det på 190 hold og dermed ca. 1200 spillere fordelt på tre haller.
Det betød, at arrangøren også måtte tage Skovsgaardhallen i brug fredag aften til afvikling af de mange kampe for herre- og damesenior og veteranholdene. Det er første gang i mange år, hvor det ikke længere var nok med Brovst Hallen.
De mange deltagere betød også, at der var fuld gang i alle tre haller i Halvrimmen, Skovsgaard og Brovst fra tidlig morgen til hen på aftenen såvel lørdag som søndag.
Når så stort et stævne skal afvikles gnidningsfrit, skal der mange frivillige til. Samarbejdsudvalget i Øster Han Herred, der også er planlægningsudvalg for stævnet, sætter stor pris på de mange forældre, trænere, spillere og andre frivillige omkring klubben, der bød ind på opgaverne med at være dommere og tidtagere.
Samarbejdsudvalget kan nu hvile ud oven på den travle weekend og de mange planlægningsopgaver i ugerne op til stævnet. En af de tidskrævende opgaver er at klargøre de populære goodiebags, der bl.a. indeholder gode sager, som de mange sponsorere bidrager med. De mange sponsorater bidrager også til, at stævnet giver et klækkeligt overskud, der kan bruges til de mange aktiviteter, som klubben laver for spillerne.
Sparekassen Danmark Cup - Øster Han Herred, som stævnet hedder, er samtidig afslutningen på klubbens indendørssæson, som har givet masser af liv i samarbejdets tre haller i Halvrimmen, Skovsgaard og Brovst. Den 8. marts er det tid til den årlige opstart på udendørssæsonen. Standerhejsningen afvikles i år på Tranum Stadion, som er den fjerde by i samarbejdet. Her deltager alle årgange fra 3 - 15 år i en let gang træning, inden den står på pommes frites og saft i klubhuset.