Billede beskrivelse

Ny SOSU-uddannelse har samlet et fyldt hold

18. marts 2026 kl. 19.01

BROVST: Den nye fleksible social- og sundhedshjælperuddannelse har samlet et hold med 27 deltagere på SOSU-Nord i Brovst. De uddanner sig med fuld løn og fast arbejdsplads.

Det fortæller Den Fleksible Social- og Sundhedshjælperuddannelse (FSSH) i en pressemeddelelse.

FSSH er er ny mulighed for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper – sideløbende med en fast ansættelse og fuld løn igennem hele forløbet. I Jammerbugt Kommune har det første hold netop taget hul FSSH. Hele 27 deltagere har de seneste uger modtaget undervisning i lokalerne på SOSU Nord i Brovst.

Efter i alt 17 uger på skolebænken, fordelt på tre- og to-ugers forløb over de kommende to år, kan de aflægge den afsluttende prøve og kalde sig faglærte. Undervejs har de fået de to års erhvervserfaring, som kræves.

Billede beskrivelse

En attraktiv uddannelse

Den fleksible model tiltalte Maybrit Hollstein Askov, Jones Kirchner og Pernille Jensen, som alle er ansat i hjemmeplejen i Pandrup. 

Med forskellige baggrunde og erfaring inden for blandt andet coaching og pædagogik, havde ingen af dem lyst til at begynde på et almindeligt uddannelsesforløb med praktikperioder og elevløn. Men de vil gerne styrke deres kompetencer og viden og blive faglærte.

- Jeg er ikke så meget til skole, men med tre uger ad gangen, kan jeg overskue det. Og så lærer vi jo det meste ude på vores arbejdsplads, siger Pernille, som bor i Brovst og har været ansat i dagvagt i hjemmeplejen i Pandrup siden den 1. januar.

Jones, der bor i Vester Hjermitslev, har allerede arbejdet som aftenvagt i Pandrup i to år. Han glæder sig over at have taget hul på uddannelsen: 

- Det er godt at få papir på det, man kan – at blive faglært i stedet for ufaglært. Og jeg elsker jo jobbet, konstaterer han.

Maybritt er for nylig flyttet til Gøttrup Strand med sin mand. Hun begyndte som ufaglært SOSU-hjælper sidste sommer og er meget glad for faget. Muligheden for at uddanne sig, sideløbende med at man arbejder, gør det attraktivt at blive faglært, mener hun:

- Det er dejligt at kunne uddanne sig som en del sit arbejde. Jeg har opdaget, at jeg elsker at arbejde som social- og sundhedshjælper og vil meget gerne dygtiggøre mig. Men jeg vil gerne slippe for forskellige praktikker og elevløn, siger hun.

Billede beskrivelse

Mulighed for at fastholde dygtige medarbejdere

Muligheden for at gøre uddannelse til en del af ansættelsen eller tilbyde ufaglærte ansatte en uddannelse sideløbende med jobbet er meget værd, oplever Majken Dunker, assisterende områdeleder i hjemmeplejen, Pandrup, hvor man har sendt i alt 11 medarbejdere afsted til det første skoleforløb i FSSH.

- Vi får mulighed for at fastansætte flere af vores dygtige medarbejdere, når de bliver faglært. Og det er attraktivt for dem at tage uddannelsen på den her måde.

Deltagere på FSSH har som udgangspunkt ikke en praktikvejleder. Men i Jammerbugt Kommune har man valgt at stille mentorer til rådighed for de medarbejdere, der videreuddanner sig på FSSH. Det er nemlig også værdifuldt for kommunen med et helt hold FSSH’ere i Brovst, understreger Laila Dam Hoppe, uddannelseskoordinator indenfor SOSU-uddannelserne i Jammerbugt Kommune:

- Det er dygtige SOSU-medarbejdere, som nu bliver endnu dygtigere. Vi håber, at muligheden for både at arbejde og uddanne sig indenfor kommunens grænser er med til at fastholde dem her, hvor vi har brug for dem, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste